John Garodkin i mørkeblåt jakkesæt står foran detaljeret trædør med mappe i hånden.

John Garodkin forstår, hvordan man klæder sig godt, selvom man er gået på pension

Selvom John Garodkin er gået på pension, går han tydeligvis stadig op i at klæde sig godt, og han bærer et jakkesæt med en selvfølgelighed, som kun kommer med årtiers erfaring. Stil uden anstrengelse. John Garodkin ved om nogen, hvordan man bærer et – helst italiensk – jakkesæt. Vi har kåret ham som en af Danmarks ti bedst klædte mænd.

Offentliggjort

JEG HOLDER AF at se på smukke ting. Smukke ting fortjener respekt. 

Jeg holder af at komme på Louisiana, Louvre eller tage til Jermyn Street i London og se på alt det smukke. Jeg holder af verdens store skønhed. Jeg holder af butikker. Jeg holder af god betjening. Jeg holder af slips og manchetknapper. 

Jeg holder af at spille skak og koncentrere mig. Jeg holder af alt, der kræver koncentration og udfordrer mig. Det er vigtigt for et menneske. Skønhed kommer sjældent af ingenting. Den kræver tid og disciplin. 

DERFOR HOLDER JEG af italienske habitter mere end noget andet. Jeg bliver glad, når jeg ser en film fra Milano eller Rom, hvor mændene går i habitter med sjove mønstre, hvor mændene tør klæde sig fantasifuldt, hvor de tør lege med farverne.