Opmærksomhedskrig

HVIS DER ER én ting i den her verden, der signalerer testosteron, må det være de der boksemaskiner, der for det meste optræder på jyske bodegaer eller i bowlinghaller. Du ved, sådan nogle man skal give én på lampen, og jo hårdere du slår, jo flere point får du.

Jeg er ikke så god til den slags, men det er ikke desto mindre sådan en, Rasmus Søndergaard lige nu står og beder mig om at slå til.

Vi befinder os i en gigantisk, stilren kasse i Gentofte. En MTV Cribs-agtig rapperdrøm af et hus. Eget træningsrum, stor pool, terrasser i plateauer og panoramavinduer hele vejen rundt.

Inde i husets hjerte, hvor vi befinder os, står tre computerskærme opstillet i det perfekte gamer-setup. En stor flydersofa pryder midten af rummet, og i det åbne køkken står dagens gæstekok, madlavningsinstagrammeren Benjamin Kanu, og tryller ved gryderne. Han er ved at udøve sin signaturlasagne, fortæller han.

I alle hjørner og kroge hænger kameraer, der i en konstant og flydende proces er klar til at skifte øjne alt efter, hvor ’Sønder’ befinder sig.

I den forreste del af huset – den del, hvor kameraernes udsyn ikke får lov at nå ind – sidder et lille team og laver digitalt klippe-klisterarbejde: producerer indhold til alle de sultne platforme, der skal fodres for at tilfredsstille algoritmer og øge antallet af følgere, visninger, streams, subscribers.

Nå, men, jeg slår så til den boksebold der. Cirka 8.000 mennesker sidder hjemme bag skærmene og følger med.

”Ja okay, det var ik´ så godt, bro,” konstaterer Rasmus Søndergaard efterfølgende og giver den selv et slag, der selvfølgelig overgår mit med længder. Han er på hjemmebane.

ET PAR UGER TIDLIGERE står jeg lidt forvirret foran Rasmus Søndergaards faktiske bopæl et sted på Østerbro. Han har sendt mig adressen, men jeg kan ikke umiddelbart finde hans så velkendte navn nogle steder på dørklokkerne.

”Jeg blev nødt til at få et andet navn på dørtelefonen. Jeg havde måske ikke lagt helt nok skjul på, hvor jeg boede i mine videoer før i tiden, så der var konstant folk, der lavede dørfis. Det sker selvfølgelig stadig indimellem, men det har virkelig hjulpet,” fortæller han, da jeg endelig finder vej ind.

Rasmus Søndergaard bor i en toværelses lejlighed med sin kæreste Sofie. På trods af de forholdsvis beskedne kvadratmeter til to mennesker er hele det ene rum ofret og indrettet som streamertempel – et vaskeægte drengerum.

Det er her, han fire gange om ugen sidder med ballerne solidt placeret i den læderbefængte stol og streamer, oftest iført en stor box-fit T-shirt fra en af sine sponsorer, Bareen. Her er, udover de livsnødvendige skærme, en citatplakat med mandequotes, nogle guldplader fra rappervennerne og et lille køleskab fyldt med drikkevarer lige i webcamets sigtekorn, der skal tilfredsstille en anden sponsor, den vel nok vigtigste – Red Bull.

UANSET HVOR GAMMEL du er, har du nok hørt hans navn før. Er du 25 eller derunder, behøver du ingen længere introduktion. Men er du over 30 år gammel, er der en overhængende sandsynlighed for, at du ikke helt har forstået, hvad det egentlig er, den unge mand med det store smil og de markante skønhedspletter laver. Og hvem han egentlig er. Og hvorfor hans navn for tiden er overalt – bortset fra på hans egen dørtelefon.

Søndergaard – som vi, for at lægge os lidt op ad retorikken fra hans eget univers, herfra kalder ham – var 11 år gammel, da han fandt ud af, at der var noget, der hed ’League of Legends’. Et online strategispil, der i sin karikerede enkelhed går ud på, at to hold med fem spillere på hver dyster om at overtage hinandens base. Lidt ligesom i brætspillet ’Stratego’, hvis den analoge reference efterhånden siger nogen noget.

Siden da har han on and off forfinet sine evner inden for spillet. I nogle perioder er han sunket dybt ind i skærmen, i andre har han fokuseret på venner, kærester, sjov og ballade. Fuldstændig ligesom alle andre teenagere. Og han har altid været god til at holde en balance mellem skærmen og virkeligheden.

”Min opvækst har været virkelig normal og kedelig. Virkelig. Jeg har sgu ikke nogen traumer eller noget som helst. Jeg har været nørdet, men også altid lidt været en af de seje i skolen. Meget på samme måde som den sociale rolle, jeg har nu, hvis det giver mening?” spørger han retorisk, løfter øjenbrynene og tager en slurk af sin café latte. Det er en skøn solskinsdag, og vi er rykket ned på den lokale kaffebar.

Søndergaard har aldrig boet andre steder end på Østerbro. Faktisk boede han, inden han og Sofie flyttede sammen, i lejligheden lige ovenover den nuværende.

”Jeg gik på Heibergskolen lige rundt om hjørnet, og bagefter startede jeg på Gammel Hellerup Gymnasium. Jeg kan huske, min mor blev rigtig ked af det, fordi hendes søde Østerbro-dreng skulle derud til alle de rige og arrogante. Men jeg elskede det sgu.”

DA SØNDERGAARD VAR færdig med gymnasiet, oplevede han for første gang, hvordan livet også kunne være besværligt. I sit sabbatår arbejdede han deltid i Føtex Food på Østerbrogade, og han havde det – med egne ord – bundelendigt.

Hver dag, eller rettere nat, spillede han computer til klokken 04, sov nogle få timer og tog helt slatten på arbejde nede i supermarkedet. Han manglede formål og blev ligeglad med alt. Så computeren overtog hans liv.

Han boede stadig hjemme hos sine forældre og brød en dag fuldstændig sammen foran dem hjemme i sofaen. Han havde brug for struktur, så han hev fat i nakken på sig selv og besluttede, at der skulle ske noget andet. Noget nyt.

”Jeg fik et job som telefonsælger, og uanset hvor wack det job end er, så gav det mig bare lige præcis de rammer og det drive, jeg havde brug for. Bare følelsen af at have noget at stå op til, som man gerne ville gøre godt, og følelsen af at komme hjem fra arbejde og være helt færdig, fordi man havde givet noget af sig selv. Jeg skulle bare i gang. Siden da har jeg været virkelig bange for ikke at have nok at lave.”

Men intet er jo så skidt, at det ikke er godt for noget. Gamingen var aldrig helt ude af billedet. Den skulle måske bare ikke være det bærende element i hverdagen. Og her kommer vi så til det, der skulle gå hen og definere en helt ny livsbane for Søndergaard. Samtidig med at han startede på en bacheloruddannelse på CBS, begyndte han nemlig at streame på platformen Twitch, når han gamede.

Og nu skærer jeg det altså helt ud i pap, i tilfælde af at ordene stadig virker for ungdommelige for dig: Han begyndte at sende en livevisning af både sig selv og det, der foregik på computerskærmen, så man kunne følge med i spillets gang og se hans reaktioner på en og samme tid.

I starten gik det stille og roligt.

”Det var hemmeligt. Jeg turde ikke sige det til nogen, før jeg vidste, at jeg havde en eller anden form for succes med det. Ikke engang til mine venner. Jeg kan huske en af de første gange, jeg streamede, og mine forældre ikke anede noget om det. Min mor gik på et tidspunkt ind på mit værelse for at lukke et vindue. Hun havde nærmest ikke noget tøj på. Jeg gik helt i panik, men da jeg tjekkede, var der nul mennesker, der så med. Hvis det skete i dag, ville jeg være cooked jo!”

For efter ganske kort tid eksploderede det.

”Jeg tror, folk så med, fordi jeg skilte mig ud fra mængden. Mange streamere er meget nørdede på den der gammeldags måde, hvor jeg måske var lidt mere kæk og frisk i det. Der var mange, der kunne spejle sig i mig, fordi jeg også tog i byen, snakkede om piger og gik lidt op i, hvad for noget tøj jeg havde på. Samtidig med at jeg faktisk var virkelig god til spillet.”

Og netop dem, der så med – det community, der blev skabt mellem Søndergaard og seerne, eller ’chatten’, som den kaldes – har dannet grobund for alt det, han i dag foretager sig. For nu står der ikke længere kun Twitch på menuen for den 25-årige League of Legends-spiller.

Efterhånden er han blevet et digitalt fænomen, der spreder sine vinger ud over nærmest alle platforme. På Twitch streamer han computerspil, på YouTube laver han både platte underholdningsvideoer og mere seriøse dokumentarserier. 

For nylig lancerede han endda sit eget pladeselskab, Chat Records, der blev skudt i gang med en hel YouTube-serie og et finaleshow på spillestedet Rust, hvor han var flankeret af rapperen Oliver Kesi og produceren Anton Westerlin i dommerbåsen. Det hele promoveres selvfølgelig på TikTok og Instagram, hvor følgerskaren vokser eksplosivt dag for dag og samlet set tæller cirka 600.000 følgere.

Hvad definerer du egentlig dig selv som? 

”Jeg har i ret lang tid sagt influencer. Men det synes jeg egentlig ikke, jeg er – det er bare nemmest for folk at forstå. Jeg kan bedst lide ordet creator. Jeg er ligesom en tv-vært for 20 år siden. Det er bare det nye.”

ET PAR MÅNEDER inden vi mødes, er Søndergaard begyndt at planlægge den største udfordring til dato. I to uger skal han livestreame alt, hvad han foretager sig, i et såkaldt subathon. Sådan et går ud på, at man uafbrudt streamer og undervejs indsamler subscribers – altså betalende følgere – og dermed forlænger levetiden af eventet, showet, programmet. Kald det, hvad du vil.

Kan du ikke prøve at forklare, hvorfor du gør det? 

”Et subathon er et koncept, som alle kendte streamere skal lave på et eller andet tidspunkt i deres karriere. Det er en bucketlist-ting, som vi skal have krydset af. I et kommercielt sigte er det selvfølgelig, fordi det gerne skulle tage mig et niveau op ad stigen. Vi vil gerne bevise og måske endda overbevise dem, der endnu ikke forstår det, om at streaming og YouTube er fremtiden. Vi vil jo gerne konkurrere med flow-tv – det er ikke nogen hemmelighed.”

Når Søndergaard siger ’vi’, henviser han til, at hans navn efterhånden ikke længere er et soloshow. En lille hær af freelancere arbejder mere eller mindre fast tilknyttet for ham.

Og hvad er succeskriteriet for jer? 

”Vi har lagt et 14-dages program. Men det kommer kun til at vare alle 14 dage, hvis jeg får nok subscribers til at holde det kørende. Jeg skal have 11.000, fra vi starter, men hvis folk på sjettedagen stopper, så lukker vi ned, og så vil det være en kæmpe fiasko.”

Er du nervøs for om det lykkes? 

”Jeg er skidenervøs. Altså, det er danmarksrekorden, vi skal slå – det er ikke bare sådan lige. Men hvis vi gør, bliver det sindssygt. Vi kunne også bare have lavet et stream-maraton; det havde været mindre risikabelt, for nu har vi den her ukendte variable, vi konstant vil være afhængige af. Men det er også det, der gør det lidt spændende.”

Hvornår bliver det egentlig stort nok?

”Jeg har helt sikkert efterhånden fået et lidt toxic mindset. I min position kan man hurtigt få følelsen af, at hver gang jeg ikke laver noget nyt, større eller vildere, så er der nogle andre, der gør det. Om man vil det eller ej, er mit arbejde en konstant kamp om folks opmærksomhed – og det stresser mig helt vildt i perioder.”

Skal det her subathon forstås sådan lidt som om, at det er din Orange Scene? 

”Det er det! Og det er også det perfekte billede på, at mere vil have mere, og at det hele tiden skal være vildere og vildere. Jeg er helt mentalt kørt over nu. Når ’Sønderthon’ (som er den faktiske titel på eventet) er slut, skal jeg slappe af. Og det er første gang, mens jeg har lavet det her, at jeg har haft det sådan.”

DET ER ALTSÅ Søndergaards Orange-koncert, der for rullende kameraer tager sig ud i Gentofte-villaen og transmitteres gennem en hjemmeside designet specielt til formålet – og gennem hans Twitch-profil naturligvis.

Vi er på fjerdedagen, da vi besøger villaen for at tage billeder til nærværende portræt. Og han har allerede slået danmarksrekorden. Det gjorde han faktisk på dag to.

De cirka 8.000 mennesker, der sidder hjemme bag skærmen og kigger med, er ikke overvældende tal i Søndergaards verden.

”Der er jo, med al respekt, lidt flere seere, når de rigtigt kendte gæster er på besøg,” fortæller han.

Og det er jo en fair pointe. Vi kan ikke alle sammen være Christopher. Eller Lars Løkke Rasmussen, der dagen før aflagde sit visit i villaen og tiltrak mere end 22.000 seere på samme tid.

Opmærksomheden er generelt overvældende. Mens vi stadig er på besøg i villaen, og Kesi, den vel nok største genganger i Søndergaards univers, er med på et videokald, ringer Henrik Qvortrup og Morten Messerschmidt fra ’Q&CO’-studiet og bliver stillet direkte igennem. 

Men da spørgsmålene begynder at bevæge sig fra den hyggelige af slagsen til nogle mere kritiske om markedsføring af Redbull, vælger Søndergaard at sige tak for denne gang og afbryde interviewet.

Og det bliver selvfølgelig til endnu en historie i de danske medier, der blot tiltrækker endnu flere seere til den umættelige stream.

EFTER DERES EGNE kriterier går ’Sønderthon’ ikke bare godt. Det har på mange parametre været banebrydende i dansk medieforstand. 

Havde streamen været et klassisk tv-program, havde det i skrivende stund med sine 750.000 unikke seere ligget nummer tre på listen over ugens mest sete programmer – lige i slipstrømmen på ’Den Store Bagedyst’ og ’Linde På Langeland’.

Han har fået lidt over 40.000 betalende subscribers, hvilket er næsten fire gange så mange som den hidtidige rekord.

Undervejs har han lavet en sang, ’Chat Freestyle’, der de første 24 timer efter, den kom ud, blev streamet 1,1 millioner gange og gik direkte ind som nummer ét på Spotify.

Og han er blevet omtalt i mere end 100 avisartikler, podcasts og tv-indslag.

Kort inden denne artikel udkommer, udsender holdet bag Søndergaard en pressemeddelelse til et stort antal danske medier.

”Det har været svært for nogle at forstå, hvad det er, vi laver, og det er helt fair. Men jeg har også en klar opfattelse af, at jeg nu har fået vist og fortalt, at der er et kæmpe publikum, der vælger den slags underholdning, jeg laver, hvor man kan give sin mening til kende i chatten og i høj grad være med til at bestemme, hvad der skal ske,” udtaler Rasmus Søndergaard.

Der findes uendeligt mange bokse, der kan krydses af i vores digitale opmærksomhedsøkonomi. Indtil nu har Rasmus Søndergaard, nærmest som var det en leg, krydset dem af en efter en. Og med dette portræt er endnu et kryds sat. Måske det sidste, i hvert fald for en kort stund.