Aphacamanien er over os

SOLEN HÆNGER SEPTEMBER-LAVT på himlen her onsdag eftermiddag i Enghaveparken på Vesterbro. 

På kommunebænkene hænger folk i alle aldre ud. Mange af dem med billige dåseøl i hænderne. Nogle med lidt for meget indenbords, som man jo har på kommunebænken. Andre, de lidt yngre, er først ved at varme kroppen op til det, der om et par timer skal finde sted foran dem.

Tidligere på dagen har Aphaca, der udgøres af de fire tidligere folkeskolevenner Bertil, Bertram, Rumle og Noah, offentliggjort, at det her er lokationen for deres sidste koncert denne sommer. En ikke helt normal sommer.

Mens du har spist koldskål og læst i den autofiktive roman, du havde brugt hele foråret på at tage dig sammen til at gå i gang med, har de overtaget landet med vindstyrke Katrina. De har, festivalkoncert efter festivalkoncert, ædt sig ind i bevidstheden hos danskerne og er samtidig kravlet op ad hitlisterne, hvor de nu, tonstungt og med største selvfølgelighed, ligger og hygger sig.

De har yderligere hele året i Danmarks største byer spillet netop denne form for pop-up-releasekoncerter, som de nu står overfor. Og i den chips-sprøde efterårsluft skal det nøje tilrettelagte overtagelsestogt nu til at kulminere. I hovedstaden, hvor det hele for efterhånden mange år siden startede for kvartetten.

Indtil i dag har deres følgere måttet nøjes med den sparsomme information, at: ”Det er et stort sted, og vi tager et stort anlæg med.” Efter et par dages digitale drillerier kommer forløsningen for de forventningsfulde fans torsdag morgen klokken 10, da Enghaveparken bliver afsløret som dagens offpist-arena.

DEN UDTALTE GRUND til at afholde koncerten er, at de udgiver en ny sang. Den uudtalte, men sande, er nok: at de kan. Og efter beordring fra politiet har de valgt at holde placeringen hemmelig indtil på dagen – simpelthen af frygt for menneskemylder og kaotiske tilstande, som var det The Beatles i 1960’erne.

Og ganske rigtigt: En time før kampstart er der allerede pakket i boldburet, der skal udgøre rammen om koncerten. I midten er en lille scene og seks relativt små højttalere opstillet, som var det stadig bare en koncert i skolegården. Og fra alle tænkelige leder og kanter strømmer, primært meget unge, mennesker til.

Blandt andre et hold piger fra 8. klasse på Hanebjerg Skole i Hillerød, der har taget den lange tur og indtaget hele den ene af siderne langs scenen.

”Vores lærer kender trommeslagerens far, så vi har vidst siden i tirsdags, at det var her, de skulle spille,” fortæller en af dem mig og smiler så overlegent, at man skulle tro, hun havde siddet på en hemmelighed, der kunne udløse atomkrig.

MENS DER ER meget vodka i taskerne og mange togskinner på tænderne tættest på scenen, begynder de mere tilbagelænede og ældre Aphaca-tilhængere også at stimle til i periferien.

Udtrådte læderstøvler, slidte parkajakker og kantede frisurer – direkte fra arkitektskolen – klar til at lade sig omslutte af blød poppoesi. B93 spiller også senere på aftenen, så man kan med lidt god vilje godt nå hele 2025-identitetsmarkørpaletten på én og samme dag.

Og (måske) inspireret af Drakes entré i Royal Arena for et par uger siden bevæger de fire musikanter (og deres femte, efterhånden lidt mystiske bandmedlem?) sig pludselig, gelejdet af to rugbrødsvagter, gennem masserne og indtager scenen, hvor de uden så meget som en bemærkning sætter gang i hitparaden.

PÅ TRODS AF et lydniveau, der tydeligvis er underlagt nogle stride restriktioner, er selv det prætentiøse københavnerpublikum med på fadøl og fællessang fra første fløjt. I 30 minutter spiller de aftenen i gang – eller, om man vil, eftermiddagen ned – for den autenticitets-søgende generation, de selv er en del af, og på mange måder er blevet billedet på.

Altså også det spritnye nummer ’Vi Pumper Hjertet Op’, der er den sidste udgivelse, før der efter sigende skulle lande et fuldlængdealbum inden for en nogenlunde overskuelig fremtid. 

Efter at have spillet sangen for anden gang og modtaget deres ovation bliver de, som små søde drenge, der har været i skole, igen hentet af vagterne og tilbageført til, hvor de kom fra – bandbussen, som fræser afsted, inden der kan nå at dannes ring om de tonede ruder. Hvor bliver det dog neglebidende spændende at se, hvilken sang der ligger nummer et på Spotify fredag morgen.

Og det var så den lille magtdemonstration i melodisk fællesskab. Men det er jo også bare en dødelig onsdag og 10 minutter senere er det asfalterede boldbur i Enghaveparken igen bare et boldbur. 

Hvis man altså ser bort fra den lille håndfuld 12-årige, der er blevet for sodavandsfulde til at gå hjem og fortsætter Tiktok-festen til en god omgang ’Crazy Frog’ på deres medbragte Soundboks.