28-årige Anders har sparet 200.000 kroner op og vil cykle rundt til alle Jyllands værtshuse: ”Samfundet tilbyder mig ikke noget, som jeg har brug for”

For en uges tid siden tog Anders de første pedaltråd mod en ny tilværelse. 

Indtil for nylig boede den 28-årige Anders Melsen i en lejlighed i Aarhus. Her forsøgte han sig først på filosofistudiet og senere med et slyngrenserjob i Galten, men fandt aldrig rigtig rytmen nogen af stederne.

Det gjorde han til gengæld på byens værtshuse og på sin cykel. Her var han fri.

Nu har Anders for en stund slået op med alt i sit gamle liv og sparet 200.000 kroner sammen for at jagte den frihed. Det skal ske ved at besøge samtlige af Jyllands brune værtshuse – på cykel. 

Ruten begyndte på værtshuset Toldboden i Padborg, og herfra vil Anders så zigzagge sig vej mellem mere end 400 forskellige værtshuse, før han når sidste stop i Skagen.

Overnatning vil han klare i shelters eller i det telt, som er spændt fast på siden af hans cykel, og vasketøj håber han at få hjælp til af mennesker, som han møder på sin vej. 

Hele solorejsen har han valgt at dele på Instagram-profilen Værtshusrytteren, hvor han dagligt poster opdateringer fra rejsen.

Det lader til, at det eneste, som kan spænde ben for Anders’ projekt nu, er ham selv.

Vi har talt med Anders for at blive klogere på, hvad der antændte projektet, hvordan det foregår i praksis, og hvorvidt man kan udleve den ægte vagabonddrøm, når tusindvis af mennesker følger med på sidelinjen.

Anders, jeg ved godt klokken kun er 12.27, men jeg må hellere starte med at spørge: Er du fuld? 

”Lige nu? Nej, dog ikke.” 

Godt nok! Kan du gøre mig klogere på, hvorfor du opsagde din lejlighed og startede hele det her projekt?

”Jeg har altid haft en eller anden åndssvag drøm om at være vagabond. De tidspunkter i mit liv, hvor jeg har været tættest på at udleve den drøm, er, når jeg har været på værtshus eller på cykelrejse. Her får jeg en frihedsrus, som hverdagslivet ikke tilbyder mig. Det er derfor, jeg har sagt min lejlighed op og nu sætter alt ind for at opnå den permanente frihed.”

Var det en spontan tanke, eller er det noget du har planlagt længe?

”Idéen har altid været til stede. Det har den været, siden jeg begyndte med cykelrejser. Sidste efterår besluttede jeg mig så for at gøre noget ved det. Jeg sparede penge op og begyndte langsomt at stykke ruten sammen. Det er Google Maps og deres funktion med værtshuse i nærheden, som har været min største hjælp i udarbejdelsen af ruten. Helt spontant var det ikke.”

Du har opsagt din lejlighed, droppet dit studie og sagt farvel til familie og venner. Det lyder jo lidt som en flugt fra et eller andet, er det det? 

”Som det er lige nu, så tilbyder samfundet mig ikke noget, som jeg har brug for. Dets stabilitet og faste forudsigelige mønstre fascinerer mig ikke. Jeg vil hellere ud, hvor jeg kan opleve noget nyt hver dag. Jeg er det modsatte af en kontrolfreak. Hverdag og konformitet bliver klaustrofobisk. 

Med hensyn til venner og familie savner jeg dem da, men indtil videre ser jeg dem ikke sjældnere, end jeg gjorde i forvejen. Så hvis det at gå på eventyr er en flugt fra det almindelige liv, så er det vel en flugt.”

Hvordan ser en normal dag ud for Værtshusrytteren?

”Jeg vågner op, enten i et shelter, en have eller en seng – hvis jeg er så heldig at have fået lov at overnatte ved nogen. Så spiser jeg morgenmad, børster tænder og så cykler jeg ellers af sted. 

Nogle dage går de første timer en smule langsomt, fordi der er mange værtshuse, som først åbner ved 15-tiden. Andre dage kan jeg nå at besøge flere værtshuse, fordi de første allerede åbner om formiddagen. 

Når jeg så ankommer, sætter jeg mig altid i baren, drikker den lokale øl og spørger så, om folk er cool med, at jeg filmer dem. 

Efter jeg har drukket min øl og fået mine optagelser i kassen, så stikker jeg min stikdåse i væggen og lader mit udstyr op.

Derefter åbner jeg shelter-appen – hvis der ikke er nogen, der har tilbudt mig et sted at sove – og så finder jeg det nærmeste shelter. 

Når jeg så ankommer, puster jeg liggeunderlaget op, folder soveposen ud, og så går jeg i gang med at redigere videoer og svare på kommentarer. 

Og så scroller jeg Instagram Reels, indtil jeg langsomt bevæger mig ind i søvnen.”

Hvad cykler du på, og hvad har du i tasken?

”Min cykel er en Trek Checkpoint, og i min oppakning er der cykelshorts, regnbukser, lappegrej, cykelpumpe, sprit, tolietpapir, en titanimugryde, en bunsenbrænder og, ja, tre par underbukser, som jeg roterer med.”

Okay hele tre par underbukser, bliver de vasket?

”Det bruger jeg folks gavmildhed til. Dem jeg sover hos, de vil ofte gerne hjælpe mig med at vaske.”

Hvorfor besluttede du at dokumentere rejsen?

”Jeg tænkte faktisk selv, at jeg havde fat i en rimelig original idé. Og hvis jeg dokumenterede det, så måtte der da være en eller anden form for audience til det. Og så har jeg aldrig rigtig filmet og redigeret video før, så det vil jeg også gerne prøve kræfter med.”

Du tog af sted for at slippe væk fra et almindeligt liv. Efter en uge sidder du i radioen, giver interviews og bliver genkendt på værtshusene. Er du blevet mindre fri, end du havde regnet med?

”Ja, faktisk. Jeg vil sige, at friheden lige nu er skubbet en smule i baggrunden. Jeg skal hele tiden huske at svare folk og forholde mig til forskellige medier, som jeg på skift skal optræde i. Det fylder en del. 

Så jeg føler mig bundet til noget andet end frihed lige nu, men det er nok bare for en stund. De gider vel ikke interessere sig for mig de næste 100 dage.

Al medieomtalen er også sjov og spændende. Det er nyt hele tiden, og hvis der er én ting, jeg trives i, så er det spontanitet og uforudsigelighed. For jeg kan ikke lave det samme for længe ad gangen.”

Hvad har været dit bedste stop indtil videre?

”Det må være på Juhl’s Bar i Tinglev. Allerede da jeg trådte ind ved 12-tiden, var halvdelen af hytten midt i en ukoordineret fællessang. Jeg bevægede mig op i baren og bestilte en Fuglsang Black Bird. Her faldt jeg i snak med en lokal fyr. Han købte mig flere øl – jeg har jo en regel om kun at købe én hvert sted – og så endte det med, at jeg fik lov til at overnatte i hans lejlighed. Og for at det ikke skal være løgn, så serverede han mig hakkebøf med bløde løg til aftensmad. Det havde jeg ikke lige regnet med, da jeg stod op den morgen.”

Du skal besøge 400 værtshuse, og det bliver højst sandsynligt vinter, før du er færdig. Skræmmer det dig?

“Kulden skræmmer mig ikke, den kan du jo bare købe tøj til. Det er mørket, jeg frygter. Det er trist og kedeligt, når det bliver mørkt klokken 16. Og så bliver det også svært at finde ud til sit shelter, når der er bælgmørkt.”

Er der noget, du håber at have lært om dig selv, når du kommer til Skagen?

“Nej. Jeg tror ikke, at jeg kan lære mere om mig selv. Jeg ved, hvad jeg kan lide, hvad jeg er god til, og jeg har en tilpas portion tro på egne evner. Der er ikke nogen læringsproces, det er bare ren og skær eventyr.”

Du slutter altid dine videoer med citatet: ”Må I have vinden i jeres ryg og solen i jeres ansigt.” Hvor kommer det fra?

“På et tidspunkt sov jeg hos en ældre britisk dame i Geilo i Norge. Hun havde skulderlangt hår, som så småt var ved at blive gråt. Hun lavede kartoffelmos til mig, og vi snakkede længe om, hvor meget hun elskede mørk chokolade.

Men det, jeg husker tydeligst, var, da jeg cyklede af sted næste morgen, her råbte hun efter mig: ‘May the wind be in your back, and the sun in your face.’ Og den satte sig bare fast.”

Du kan følge Anders’ rejse her.