Peter Gade har gjort sin hobby til en forretning. Og den har intet med badminton at gøre

Peter Gade har gjort sin hobby til en forretning. Og den har intet med badminton at gøre

Da Peter Gade var på toppen af sin badmintonkarriere fandt han et frirum i et glas fyldt med vin. 25 år efter den første vinåbenbaring er passionen blevet professionel, da han har startet vinimporten Volant Vin. Vi har talt med ham om hans vej ind i vinens verden, hvorfor sportsfolk minder ham om kokke og vinbønder og om pludselig at sidde på den anden side af bordet.

Offentliggjort

Hvordan begyndte din interesse for vin?

”Den startede omkring årtusindeskiftet. En god bekendt ville have mig til at spille med i en badmintonkamp, en double, sammen med ham mod to andre – en slags opvisningskamp. Og det takkede jeg ja til. Som tak gav han mig seks flasker Barolo fra en producent, der hedder Pio Cesare. 

Jeg var begyndt at interessere mig for mad, og jeg vidste godt, at der lå et eller andet og ventede i vinens verden, men jeg var ikke kommet så langt endnu. Jeg drak endda slet ikke vin på det tidspunkt, og jeg blev egentlig blot bekræftet i, at det ikke rigtig var noget for mig, da jeg serverede den første flaske derhjemme til et socialt arrangement. Det tændte slet ikke noget i mig. 

Det gjorde det til gengæld med flaske nummer to, som jeg åbnede nogle måneder senere. Dér blev jeg ramt af en åbenbaring. Alt det der, jeg havde hørt med, at vin kunne udvikle sig i glasset i løbet af en aften, og at ens sanser ville blive pirret på en helt ny måde, skete. Jeg sad bare og tænkte: ’Hvad fanden er det, der foregår?’”