Du gamla, du fria! Her er de bedste oplevelser i Sydsverige

Du gamla, du fria! Her er de bedste oplevelser i Sydsverige

Det store svenske eventyr ligger lige på den anden side af Øresund og venter. Vi udnytter, at den svenske krone bliver ved med at være svag, og viser vej til det bedste i Sydsverige.

Offentliggjort

DU HAR KNOKLET, du har slidt, og du har slæbt. Og nu fortjener du en pause. Skær en weekend ud af kalenderen, få børnene passet, og tag tidligt fri en fredag.

Spørg dig omkring, og alle drømmer sig væk til Falsled Kro. Eller Henne Kirkeby Kro hos Alan Bates og Paul Cunningham. Ruths Hotel i Skagen eller Helenekilde Badehotel på toppen af Sjælland i Tisvilde. Og så er der selvfølgelig også Dragsholm Slot, Dyvig Badehotel og Hotel Alsik …

… men stop engang!

Når vi danskere taler weekend-get-aways i de højere luftlag, lader vi os på sær vis indhegne af landets grænser. En skam, synes vi her på redaktionen, for lige på den anden side af Øresund åbner en helt anden verden sig, og selvom Sydsverige og Sjælland nærmest er to alen af ét stykke, vil det altså altid være en lille smule eksotisk med andre vejskilte, blå/gule flag i flagstængerne og ’Din gata’ på bilens FM-radio.