Som dreng tog Bjarne Corydon en beslutning, der har styret hans liv. I dag er han pisseligeglad med, hvad du synes om ham

Som dreng tog Bjarne Corydon en beslutning, der har styret hans liv. I dag er han pisseligeglad med, hvad du synes om ham

Bjarne Corydon har været finansminister, konsulent for kapitalisterne, publicist, CEO og fået sit renommé smidt på møddingen. Nu har han indtaget pressens mest magtfulde og udsatte kontorstol, og er klar til at gå i krig for hele Danmarks fremtid.

Offentliggjort

FØR VI STARTER, er der to ting, du skal vide om Bjarne Corydon for at forstå ham. Det ene er følgende: Skåret ind til benet, ser han livet som ét langt spil. Og han er overbevist om, at hans idéer og værdier nok skal vinde i det lange løb.

Karaktertrækket er så udtalt, at da hans kone, Nina Eg Hansen, foreslog, at de renoverede deres hjem på Amager, og Bjarne Corydon hellere ville rive det ned for at bygge et nyt, argumenterede han sig frem til, at det var ”snyd” at renovere, før de var enige. Alt andet ville være ”sunk cost.” 

Stædig, som han er, lod Bjarne Corydon over de næste 16 år hjemmet forfalde, til det var nærved ubeboeligt. I dag bor familien i et nybygget hus.

Det andet, du skal vide, er, at han er drevet af nysgerrighed i langt højere grad end at tilrane sig magt. Da han stadig var en lille, splejset dreng i Kolding, spurgte han aldrig sig selv: Hvilket menneske skal jeg være?