Kom med på arbejde i Smukfests vildeste bar: ”Vi har en flaske til 29.000, og den skal sgu nok blive nappet”

”Vild Smith spiller om en halv time, kom nu for dælen da?!”

Sådan råber en ekstremt velklædt, midaldrende og skaldet herre af sine lungers fulde kraft – og på syngende jysk – hen over et champagnetilklistret berlinerbord.

Og så bliver man jo en smule forvirret. For den danske 2010’er-rapduo ville egentlig passe glimrende ind i Smukfest-programmet. Men det er nu den amerikanske skuespiller og rapper Will Smith, der i 2022 langede Chris Rock en håndmad til Oscar-uddelingen, som han forsøger at hive vennerne med til.

Det lykkes ham dog alligevel at få entouraget med ned ad trapperne, ud over bakkerne og ind gennem bøgeskoven, hvor ’The Fresh Prince’ står klar til at gøre deres aften uforglemmelig.

Jeg selv hiver dagens vigtigste accessoires frem: min tykke, fugtige bomuldskarklud og tager mig af efterladenskaberne. For det næste hold står allerede klar til at overtage langbordet ved Champagnebaren, som ligger lige over for Bøgescenen.

SMUKFEST I SKOVENE omkring Skanderborg er, med 3.495 kroner for en partoutbillet, landets ultimativt dyreste festival.

Men man kan jo så spørge sig selv: Er det dyrt? Eller er det bare mange penge? For på trods af den høje billetpris bliver Smukfest stort set hvert eneste år udsolgt på dagen, hvor billetterne frigives.

Billetpriserne på de danske festivaler er de seneste år strøget i vejret i en fart, der giver samfundets generelle prisudvikling baghjul.

Og det skulle man da umiddelbart tro automatisk gav incitament til, at folk over hele landet i endnu højere grad ville være villige til at give deres arbejdskraft i bytte for et forjættet festivalarmbånd.

Men siden coronapandemien har de danske festivaler paradoksalt nok haft svært ved at tiltrække de nødvendige rekrutter. I 2022 kunne DR berette om, hvordan flere af landets store festivaler kæmpede med at få folk til at melde sig i samme grad som før.

Og tidligere på sommeren kunne man hos TV 2 Kosmopol læse om, hvordan Roskilde Festival stadig baksede med at få folk til at lange hindbær-shotrør ud over disken, skrubbe toiletter eller holde vagt ved hegnet.

Men der er én festival, hvor tingene ikke forholder sig sådan, og det er altså alle jydernes lille, store hjertebarn Smukfest, hvor køen til de gode frivilligpladser synes uendelig.

SMUKFEST HAR FOR nylig fået ny indholdschef. Hendes navn er Trine Bang, og en af hendes kerneopgaver er, ifølge hende selv, at få oplyst den brede befolkning endnu mere om, hvilket voldsomt arbejde der faktisk bliver gjort af de frivillige på festivalen år efter år.

Måske var det også på grund af den oprustning, at nogle proaktive pressefolk røg til tasterne og bad mig om at lægge vejen forbi den jyske forsamlingshøjborg for at tilse det hele ved selvsyn.

Det første, man bider mærke i, når man træder ind på festivalpladsen, er, at man i indgangen har deciderede armbåndsscannere installeret. Kæmpe metalinstallationer, der giver en følelse af, at du lige så godt kunne træde ind i Disneyland. Der er altså ikke bare en 14-årig frivillig, der står og kigger lidt på dit armbånd – der er godt gammeldags jysk styr på sagerne.

Derudover ligner store dele af bøgeskoven Dyrehavsbakken på steroider. Her er masser af restauranter med rødternede duge, hvor man kan sidde ned og spise sine frikadeller, inden man drager mod fx Aphaca, der spiller på Stjernescenen netop, som jeg ankommer.

Men lige så svært, som de danske festivaler for tiden har ved at finde nok frivillige, har de denne sommer haft ved at placere kometbandet på scener, der er store nok. Og Smukfest er denne gang ingen undtagelse.

Når man som uvidende københavner udefra forhører sig lidt i forhold til, hvor på festivalen man skal befinde sig for at få et indblik i den specielle aura, der har gjort Smukfest til en så gigantisk succes, som tilfældet er, er der ét sted, hvis navn bliver ved at gå igen: Champagnebaren.

Og hvilken anden måde at få indblik i festivalens angiveligt fantastiske frivilligorganisation end at tage skeen i egen hånd og hoppe bag baren i den imponerende halvandenplans plankekonstruktion over for Bøgescenen, der internt er kendt som ”eks-fodboldspillernes mødested”.

Forperson for netop Champagnebaren, Malene Kastbjerg, er klar i spyttet, da jeg præsenterer hende for min idé.

”Det kan vi godt finde ud af,” siger hun.

”Men det kræver selvfølgelig, at du lader mig oplære dig i drikkevarerne, og at du tager en nystrøget skjorte på.”

Det går jo ikke, at der blandt de veltrænede frivillige champagneconnaisseurs render en eller anden hovedløs høne rundt og spiller smart.

Så det er selvfølgelig sådan, vi gør det.

CHAMPAGNEBAREN SÅ DAGENS lys for 28 år siden, nogle år efter festivalen for første gang blev afholdt. Og ligesom Smukfest siden da er blevet fuldvoksen og har taget et par kilo på, har Champagnebaren støt vokset sig større år for år.

I dag omsætter baren for mere end én million kroner hver eneste dag og har 107 frivillige på vagtplanen.

Da jeg tropper op ved bagindgangen, klar til at kaste mig selv i ilden, står to kvinder i træflisen og ryger cigaretter. Mette på 63 og hendes 27-årige datter Karoline har været frivillige i Champagnebaren gennem de sidste henholdsvis 13 og syv år, fortæller de mig. Karolines lillebror er også med for andet år i træk, men han har fri i dag, så han er ude i skoven og lege med drengene.

De tager mig straks med ind i baglokalerne, som ligner en gammel fabrik og er på størrelse med en lufthavnsterminal. Der er gigantiske containere og ungarbejdere, der løber rundt og tømmer flasker, mens de hører Jason Derulo. Her er venner af baren, der slynger sig i hullede lædersofaer, og der er smil og grin, så langt øjet rækker.

Der går ikke mere end ti minutter, før jeg har fået en tvivlsomt krøllet sort skjorte og butterfly på, er blevet installeret i den øverste bar (der er to, en på første sal, en på anden), har drukket mit første gajolshot og solgt den første flaske Dom Perignon til 4.500 kroner til en mand fra Hadsten, der hedder Henrik. Også selvom det skulle være en lidt særlig en af slagsen, og jeg blev nødt til at spørge Karoline om hjælp tre gange, før jeg fandt den helt rigtige variant.

Ret hurtigt finder vi frem til den perfekte startopstilling bag baren. Den hedder mig på højrefløjen og Christopher fra Aarhus på venstre side.

En god fyr at have ved sin side. 25-årige Kristoffer har nemlig stået i Champagnebaren på Northside sidste år, så han kender godt gamet, fortæller han mig.

”Men seriøst, de var så strenge på Northside, det var overhovedet ikke sjovt. Det her er jo bare en kæmpe drukleg, og alle er så søde. Jeg synes faktisk, det er sjovere at stå herinde, end at være ude på festivalpladsen.”

Morten, eller ’Verdens Sødeste Mand’, som jeg i løbet af aftenen døber ham, er 54 år og arbejder til hverdag som afdelingsleder af et rusmiddelcenter i Horsens. Han er en erfaren kapacitet i Champagnebaren og er her for 12. år i streg som frivillig, så han tager bagtroppen og agerer sweeper.

Skal folk have noget specielt, er det bare at råbe til ham, og så kan man vide sig sikker på, at der både kommer et kækt svar tilbage, og at der bliver leveret den rigtige flaske bobler 1000 ud af 1000 gange. Morten skuffer aldrig – heller ikke, da jeg spørger ham, hvad der egentlig er det dyreste, man kan købe herinde.

”Altså, vi har jo en Cristal til 29.000 kroner nede i en af containerne. Og der kommer sgu nok en købestærk vognmand fra Slagelse og napper den på et tidspunkt. Jeg solgte to i det prisleje sidste år.”

DA JEG TIDLIGERE på ugen talte med Trine Bang, den nyligt tiltrådte indholdschef, spurgte jeg hende, hvad det er, der gør, at de frivillige på Smukfest har så fantastisk godt et sammenhold sammenlignet med mange andre danske festivaler.

”Det er jo ikke alle festivaler, der bruger deres frivillige på samme måde. Vores frivillige løser ikke bare opgaver, de er en del af et midlertidigt samfund, som også rækker langt ind i deres privatliv, fordi vi gennem årene har fået folk til at komme tilbage igen og igen og igen. Vi bruger enorme mængder tid og ressourcer på at skabe rammer for fællesskaber, og at være frivillig på Smukfest minder måske på mange måder lidt om at være på højskole. De skal føle sig set, hørt, inkluderet, og de skal have maksimalt tilbage på den konto, der hedder: Hvad får jeg ud af det som menneske?”

Og føle sig set, hørt og inkluderet, det lader det virkelig til, at de alle sammen gør. 

Det gør jeg også selv under mine i alt otte timer som bartender i Champagnebaren. Alle, der render rundt inde i den lille fabrik, kender nogen, der har kendt nogen, og der er en stemning, der – ja, nu skriver jeg det – minder om en familie.

Moderen i denne familie hedder som tidligere nævnt Malene. Farmand, han hedder Hans. I næsten 25 år har de været partnere uden for Champagnebarens mure. For 17 år siden var de for første gang frivillige i boblevandsmaskinen, og de sidste tre år har de sammen været de urokkelige klipper bag det, der foregår inde bag træbeklædningen.

Men det er jo ude foran selvsamme beklædning, at den sande fest foregår. Som aftenen skrider fremad, stimler de jyske festivalgæster tættere og tættere sammen på den store terrasse, hvorfra man kan overvære Smukfests største scene gennem bladene på de koloenorme bøgetræer, baren omkranses af.

DA D1MA KLOKKEN 21.15 indtager Bøgescenen, begynder der at gå ragnarok i Champagnebaren. B-kendisser i massevis, dans på bordene og promiller i den voldsomt høje ende af skalaen. Promillen – og attituden, der følger med – kulminerer, da jeg står og taler med en ung fyr og hans venner. Jeg har stillet dem det relativt uskyldige spørgsmål:

Hvorfor synes I, det er så fedt herinde, drenge?

Men da hans mor, som jeg ellers tidligere på aftenen har haft en meget lignende og god snak med, ser, at hendes søn står og er ved at udtale sig til en journalist, løber hun gennem menneskemængden, sætter sin pande mod min, tager fat i den krøllede skjortekrave på mig og siger i ramme alvor – med champagnen spruttende ud ad munden – at hun slår mig ihjel, hvis jeg skriver et eneste ord, som hendes søn har sagt.

Og det skal jeg jo så selvfølgelig nok lade være med at gøre, selvom det nu ikke var noget, der havde fået Ritzau til at gå i breaking. Jeg trækker mig og vender tilbage til baren. I sikkerhed fra voldsparate jyske mødre. Hun var i øvrigt advokat – det tror jeg, hun fik fortalt mig 12 gange. Men nok om hende.

Hvis vi lige skal vende tilbage til Trine, der heldigvis umiddelbart lader til at have et lidt mere behageligt temperament, så stillede jeg hende nemlig endnu et spørgsmål, som kan hjælpe mig med at færdigbage pointen her:

Hvis vi skal prøve at hoppe op på den lidt høje klinge, hvorfor synes du så, at de danske festivaler og frivilligheden er så vigtige for vores samfund?

”Vi lever jo i et samfund, hvor vi på mange måder bliver mere og mere opdelte. Det er ikke længere særlig mange steder, hvor vi på tværs af generationer møder hinanden. Og vi kan have svært ved at vide, hvad vi på tværs af generationer skal tale med hinanden om, fordi vi sidder på vores egne kanaler alle sammen. Vi bor mere og mere isoleret og lukker os generelt mere og mere inde med folk, der ligner os selv.

Så i vores homogene samfund er festivalerne virkelig vigtige, for at vi for en stund kan nedbryde nogle af de skel, der til hverdag er mellem os. Det kan fx være én, der til hverdag er direktør, der kommer herud og arbejder under en frivilligformand, som i det civile ikke har så meget streetcredit, men som inde i skoven er chefen for det hele.

At sådan nogle hierarkier bliver brudt, betyder, at nogle mennesker kommer til deres ret på en anden måde. Det at flytte sig rundt i sociale lag skaber simpelthen mere empati og forståelse mellem os mennesker.”

INDE I BAREN er stemningen selvfølgelig stadig god, men nu lidt mere i den trætte ende af skalaen. Karoline er taget til en koncert, Kristoffer får sig lige en bajer i sofaen, og Morten, ja han knokler selvfølgelig som sædvanlig derudaf. 

Og inden Will Smith går på, finder netop chefen for det hele, Hans, mig stående foroverbøjet ind over disken og menukortet, i færd med at forstå, hvad fanden det er for en slags Moët, som de to kvinder over for mig godt kunne tænke sig.

”Du smutter bare, når du ikke gider mere, min ven,” siger han og lægger en kærlig hånd på min skulder.

”Og så ses vi da bare igen næste år, når du skal rigtigt på arbejde herinde.”