Mads Mikkelsen er blevet verdens største dansker. Men han kunne ikke være mere ligeglad

Mads Mikkelsen er blevet verdens største dansker. Men han kunne ikke være mere ligeglad

Det kunne åbenbart godt blive vildere for Mads Mikkelsen. I år kan han fejre sin 60-års fødselsdag som verdens største dansker og et internationalt popkulturelt ikon. Men selv rager det ham meget lidt. Vi mødte ham i Cannes, omgivet af blitz og champagne, men også af en voksende bevidsthed om tiden, der er tilbage.

Offentliggjort

MADS MIKKELSEN OG NICOLAS BRO stod lidt fra muren. Ikke helt op ad den, men i en afstand, der gjorde det muligt at vurdere den og overbevise sig selv om, at det godt kunne lade sig gøre at forcere den. 

Det var sent, luften i Cannes stod stille, og oppe bag muren og det derpå siddende hegn begyndte festen for alvor at få stemme. 

Hvis de bare kunne komme over det skide hegn, ville de befinde sig i dansk filmparadis: Zentropas villa, beliggende på en skrånende vej i starten af Cannes’ bjerge. Palmer, pool, vinflasker, instruktører i hvide skjorter og smukke kvinder, der lo med halsen. Det var dét selskab, der ventede på den anden side. 

Det var i år 2000, og Mads Mikkelsen og Nicolas Bro befandt sig i Cannes i forbindelse med ’Blinkende lygter’, men på trods af det var de endnu ikke der i deres karrierer, hvor de var inviteret til den slags sammenkomster.