Per Arnoldi er definitionen af at være velklædt på den underspillede måde

JEG ER FØDT i 1941, så da jeg skulle i skole i 1947, var det genbrugstøj, hjemmestrikkede, optrævlede sweatre og omsyede vinterfrakker fra voksne. 

Jeg kan huske et skolefoto fra 1. klasse, hvor jeg havde sådan en frakke på. Den var tyk som bare pokker, og jeg var stolt som en pave. Jeg følte aldrig, at der manglede noget.

Når man ser de klassebilleder i dag, ser vi jo forfærdelige ud. Strømperne hang, og det hele bar præg af efterkrigstiden. I skolen var der ikke noget, der hed cowboybukser. Hvis man var heldig, havde man fløjlsbukser, og da vi kom i gymnasiet, var det fløjlsbukser og islandsk sweater. Jeg fik også en mælkedreng-jakke, sådan en blåstribet en, og den var jeg meget glad for.

Senere blev jeg ansat på Politiken, i fotoafdelingen, og så måtte jeg jo shine det lidt op. Jeg var begyndt at hænge ud med nogle reklamefolk, og så blev det flannel, hvide skjorter, lyseblå skjorter, slips og tweedjakke. Jeg havde konto hos Brødrene Andersen på Strøget.