I 34 år har Helle drevet ikonisk bodega i Indre By: ”Vi bliver sgu ved, til vi bliver smidt ud”

FRA DET ØJEBLIK døren går op til Toldbod Bodega, er det som at træde ind i en anden tid. 

En tung duft af frikadeller og flæskesteg lægger sig som en tåge i de højloftede lokaler. Væggene er klistret til med plakater, avisudklip og gamle fotografier, nogle af kongelig karat, et andet med Knud Romer. 

Gulvet er belagt med persiske tæpper og tunge gardiner, der sammen skaber en helt fortræffelig akustik.

Ved bordene sidder frokostgæsterne og mæsker sig i sild og snaps, mens snakken og latteren overdøver de svage toner fra den Giro 413-inspirerede musik; du ved Otto Brandenburg og Four Jacks. Et lydtapet, der passer godt til klientellet, for uden at fornærme nogen, kunne flere af gæsterne lige så vel være John Mogensens gamle klassekammerater.

Toldbod Bodega, som det kendes i dag, har ligget på Esplanaden siden 1930erne, og man får hurtigt fornemmelsen af, at alt har stået uberørt lige siden.

Her er ingen tjener, der spørger, om du kender konceptet, eller minder dig om, at bordet kun er dit i halvanden time. I stedet bliver du mødt af tjener Benny Rokkjær, der byder dig velkommen med et smil og en kæk bemærkning. 

Hvis folk spørger, om han har et bord til seks, så kan du forvente et svar a la: ”Det her er altså ingen swingerklub!” og hvis du spørger, om der serveres smørrebrød, så falder kommentaren: ”Vi har ikke mere højtbelagt, men du kan få én flad.”

I baggrunden ved bardisken befinder Helle Møller sig. Hun er indehaver af Toldbod Bodega. Sammen sætter vi os tilrette i det bagvedliggende lokale med udsigt til Kim Larsens stamplads.

Hvor længe har I været på Toldbod Bodega?

Helle: ”I 1992 overtog jeg Toldbod Bodega fra mine forældre, der havde stedet fra 1972. De havde tidligere arbejdet på Hotel d’Angleterre, hvor min far var overtjener. Det var også der, jeg selv startede med at arbejde som 16-årig. Da den daværende ejer af Toldbod Bodega, Else Jensen, ønskede at sælge stedet, insisterede hun på, at det skulle være til min far, fordi hun syntes, at han var en meget dygtig og flink mand. Så rykkede jeg selvfølgelig også med, og siden dengang har jeg haft min dagligdag på Toldbod Bodega.”

Benny: ”Jeg har været her siden 1997 og er tjener hernede. Efterhånden er jeg blevet en del af familien, og vi kender nærmest hinanden ud og ind. Vi to er næsten mere sammen, end vi er med vores egen familie.”

Hvordan har stedet ændret sig gennem årene?

H: ”Før i tiden var der ikke så meget mad på kortet, som tilfældet er i dag. Tidligere kom mange af søens folk fra blandt A.P. Møller her. Vi havde noget, der hed ’Happy Hour’ om torsdagen, som hurtigt blev rygtet i byen og skabte meterlang kø udenfor. Hvis de bestilte fem øl, fik de det dobbelte, og hvis de købte en kasse øl, så fik de to.”

B: ”Det er kongehusets tidligere kok Jesper Vinding, der har lavet vores nuværende menukort. Han var hos os i nogle år, hvor han satte et nyt præg på stedet. Men pludselig blev han headhuntet til d’Angleterre, så han var nødt til at forlade os.”

Hvad er den mest populære ret på kortet?

H: ”Vores wienerschnitzel er helt klart vores mest solgte ret. Den bliver af flere kaldt for byens bedste. Til frokost er fiskefileten også vældig populær. De bliver naturligvis steget på panden. Her laver man ikke mad med pincetter. Hos os er det mad på tallerkenen fremfor på regningen, mens det mange andre steder er helt omvendt.”

Hvilke gæster kommer på Toldbod Bodega?

H: ”Generelt er der kommet mange store kulturpersonligheder hos os gennem årene, hvilket nok hænger sammen med stedets afslappethed. Folk kan føle sig hjemme her, og hvis de helst vil sidde i ro og fred, så får de selvfølgelig lov til det. Det gør, at de føler sig som en del af en familie, når de kommer hos os.

På vores vægge hænger mange billeder af diverse mennesker, der har været gæster hos os. Blandt andet Kim Larsen, som ovenikøbet havde et stambord. Det har vi i dag valgt at kalde for Hr. Larsens Plads.”

B: ”Vi har et fast klientel, som har et stambord. Det er ikke alle, som kan blive lukket ind i den gruppe. Det kræver at man opbygger noget anciennitet, og bliver accepteret af de andre. Knud Romer forsøgte længe at blive en del af den gruppe. Vi kalder dem for landsbytosserne, fordi de er en del af lokalsamfundet, og hele området her ved Esplanaden er sin egen lille landsby. Ved bordet sidder advokater, læger, journalister og skraldemænd.

Men i gamle dage kom der flere stamgæster fra lokalmiljøet, end der gør i dag. Nu kommer folk langvejs fra for at spise hos os. Vi er også begyndt at få besøg af mange turister. Det handler nok om, at vi er kommet på nettet, så flere folk har fået øjnene op for stedet. Vi var selv lidt modstandere af at skulle bruge sociale medier og internettet i starten, for vi foretrækker egentlig bare at bruge telefonen og snakke med folk i stedet.”

Hvad kendetegner Toldbod Bodega?

B: ”Atmosfæren herinde emmer af hygge og god stemning. Der er en god og personlig betjening, som gør at folk morer sig. Vores gæster kan blive siddende ved bordet, så længe de vil. Her sidder vi ikke med et stopur, ligesom de gør mange andre steder i byen, hvor du har bordet i to timer. Det gør også, at dagen eller aftenen kan udvikle sig for gæsterne, hvis de først begynder at få nogle bajere og lidt sjusser.”

Hvad har været den bedste dag på Toldbod Bodega?

H: ”Da jeg havde mit 25-års jubilæum som ejer af stedet i 1997, var det meget mindeværdigt. Folk kom fra nær og fjern. I den anledning serverede vi Høeberg snaps. Det er vores særlige hjemmelavede akvavit, der er opkaldt efter Peter Petersen Høeberg, der drev et brændevindsbrænderi her i bygningen. Ude i baggården og på første sal havde de faktisk køer gående. De blev hejst op på første sal. Så kom folk fra lokalsamfundet hver morgen og fik et glas frisk mælk med en sjat snaps oveni, så de kunne holde varmen.”

Har I omvendt haft en dag, som I helst vil glemme?

B: ”For 10 år siden, havde vi lidt af en Tycho Brahe-dag, da al strømmen gik, mens vi havde en helt fyldt restaurant. Vi havde gaskomfur, så vi kunne stadig godt lave maden, men vi var nødt til at have kandelaber stående ved kokkene og på bordene ved gæsterne. Det varede tre-fire timer, før vi fik strømmen tilbage, men vi klarede det hele i sidste ende.”

Hvad er forklaringen på, at Toldbod Bodega har kunnet eksistere i så mange år?

B: ”Smørrebrødet har fået en renæssance, og vi er aldrig gået på kompromis. Vi holder fast i det gamle og har aldrig lavet om på særligt meget. Det er nok også grunden til, at vi stadig er så populært et sted. Folk takker os da også, fordi vi ikke nyfortolker smørrebrødet. Jeg tror sgu ikke, at smørrebrødet går af mode lige foreløbigt. Vi får også mange unge mennesker på besøg, for de laver ikke dansk mad længere, så de kan ikke finde ud af det selv.”

Hvad betyder Toldbod Bodega for jer?

H: ”For mig er Toldbod Bodega en livsstil. Jeg kan næsten ikke leve uden. Det føles som at komme hjem, når jeg træder ind ad døren. Så pension vil vi helst undvære. Vi bliver sgu ved, til vi bliver smidt ud.”

B: ”Stemningen og de glade gæster giver en tilfredsstillelse. Når jeg går hjem fra arbejde, og jeg kan mærke, at folk har haft en god oplevelse, så smitter det af på mit humør. Hvis ikke det var tilfældet, så havde jeg nok ikke været her i dag.”