Jysk by er kåret som Danmarks mindst lykkelige. Men står det virkelig så skidt til?

Jysk by er kåret som Danmarks mindst lykkelige. Men står det virkelig så skidt til?

Rødkærsbro er blevet stemplet som den by i landet med lavest livskvalitet. Udnævnelsen har skabt røre i det lille samfund i hjertet af Midtjylland, hvor de lokale mener, at tingene nu ikke er så ringe endda. Vi tog til Rødkærsbro i jagten på at forstå, hvad lykke egentlig er.

Offentliggjort

ÅRET VAR KUN 15 dage gammelt, da Rødkærsbro, en lille plet i midten af Danmarkskortet, som få kender til og færre kan placere, dukkede op i januarfrostens dis. Lokaltogets døre åbnede sig, to mennesker steg ud, og havde jeg ikke haft et ærinde, var jeg sikkert trillet vestpå mod Viborg uden at rejse blikket.

Rødkærsbro skjuler sig i et fladt landskab domineret af landbrug og industri. Mod syd stikker siloer fra Arlas mozzarella-fabrik op, fabrikken har givet området øgenavnet ’Danmarks Napoli’. 

Derude finder man også den lokale succeshistorie Grimme, som leverer maskiner til at høste kartofler. Efter sigende har Rødkærsbro langt flere arbejdspladser end sine 1.737 indbyggere. Et faktum, man er mere end almindeligt stolte over. 

Den lokale dialekt er kortfattet og snøvlende. ’Jeg’ udtales ’a’. ’Os’ bliver til ’wos’. Og der er ikke noget ’g’ i ’æg’.