Jonathan Kvium er trådt ind i sin fars branche: ”At blive gallerist har udfyldt et tomrum”

DET GIGANTISKE KRYDSTOGTSKIB ’Crystal Serenity’ tårner op foran kajen til Langelinie Allé. Få meter neden for den 68.870-tons tunge ståltanker ligger Albert Contemporarys lokaler.

Galleriet, der også ligger i Brandts Passage i Odense, udvidede tidligere i år med et nyt galleri i København.

Ejeren af galleriet hedder Jonathan Kvium. Nogle kender ham måske fra hans korte skuespilkarriere som Hannibal i Wikke og Rasmussens ikoniske familiefilm ’Hannibal og Jerry’. De fleste genkender ham nok som søn af én af Danmarks mest populære kunstnere, Michael Kvium.

Dørene til galleriet står på vid gab, mens Jonathan Kvium og tre ansatte går frem og tilbage fra bagagerummet af en hvid varevogn. Han er iklædt sorte ’Crossfit Odense’-shorts og en T-shirt fra videospillet ’Final Fantasy’. I hænderne bærer han et stort maleri fra den forestående udstilling ’Eruption’, der har fernisering dagen efter.

Det er en dobbeltudstilling med Jöel Bigaignon fra Mauritius og Nacho Eterno fra Spanien. Jonathan Kvium har sat de to kunstnere sammen og givet dem temaet ’Eruption’, ellers har han ikke blandet sig i, hvad kunstnerne har lavet.

”’Eruption’ kan både være en vulkan, der går i udbrud, men det kan også være alt det, vi har indeni – følelser og tanker, som vi skal ud med. Eruption kan både betyde noget voldsomt og ødelæggende, men det kan også være begyndelsen på noget nyt,” fortæller Jonathan Kvium.

Rundt omkring står keramik og malerier på gulvet op ad de rå murstensvægge. Bygningen er fredet, så den ene kunstner har valgt at opføre en hvid væg midt i rummet. Umiddelbart ligner det ikke et galleri, der er klar til fernisering, men Jonathan Kvium ved allerede, hvor alting skal være. Han har nemlig en fotografisk hukommelse, siger han.

”Det betyder, at jeg kan kigge på et bagkatalog af værker, lukke øjnene og visualisere en hel udstilling, før jeg går i gang med at hænge den op.”

Det er dog lidt ligesom at lægge et puslespil, tilføjer han, hvor brikkerne falder på plads undervejs.

”Det kan tage dagevis, og det kan tage en time, men jeg har en god idé om, hvordan alt skal hænge.”

Og når den er der, er han aldrig i tvivl. Hver gang får han gåsehud og et adrenalin kick, og så er han også overbevist om, at andre kan mærke det.

Hvordan udvælger du kunstnere til galleriet?

”Meget af mit arbejde går ud på at screene kunstnere. Det er det, jeg bruger allerlængst tid på. Jeg er glad for sociale medier, hvor jeg anonymt kan følge med i en praksis. Jeg kan ikke lide at være smagsdommer foran en person.

Når man først tager kontakt, er det ligesom starten på et parforhold. Man er nyforelskede, men som forholdet udvikler sig, kan alle mulige ting kan gå galt: fra utroskab til, at man vil skilles.

En gallerist sagde engang til mig, at han først kunne etablere et rigtigt samarbejde, når han havde spist med kunstneren tre gange. Det er en relation, der kræver god kemi. Når jeg indgår en fast repræsentation af en kunstner, har jeg som udgangspunkt en livslang rejse for øje.”

Hvordan kom du ind i kunstbranchen?

”Jeg har altid sagt til mig selv, at jeg ikke skulle være i kunstbranchen. Den er fyldt med mange ekstremt ambitiøse mennesker, der vil gøre alt for at komme først, og nåleøjet er så umenneskeligt lille.

Alligevel var mit første job i Galleri Faurschou. Da jeg studerede, arbejdede jeg på Brandts Museum i Odense. Og selvom jeg læste medievidenskab, skrev jeg min bachelor om kunst. Det har altid handlet om kunst.

Under corona sagde jeg mit arbejde op i reklamebranchen. Jeg skulle videre og lave noget andet og fik et arbejde på et galleri i Odense. Der var jeg ganske kort tid, før jeg tænkte på at starte mit eget. Man skal være passioneret for den kunst, man sælger. Man kan ikke formidle noget, man ikke selv elsker.

Jeg havde ikke en rød reje, men min kone sagde til mig: ’Nu starter du bare det galleri’. Det var et stort sats, men jeg gjorde det.”

Hvilke fordele og ulemper har der været ved at hedde Kvium?

”Forleden snakkede jeg med en om begrebet ’nepobaby’. Han sagde til mig: ’Jonathan, nogle ville jo sige, at du var en ’nepobaby’, uanset hvad du lavede, fordi du har en kendt far’.

Nu har jeg så valgt at gå ind i kunstbranchen, og det giver nogle fordele, men det giver også ulemper. Jeg kender mange i branchen, men det er ikke mine forældres venner, der køber, og min far har jo ikke noget med det at gøre. Han er en stolt far, når det går godt, og skidenervøs, når det går dårligt.”

Hvilke fordomme møder du på grund af dit efternavn?

”På et tidspunkt var der en, der skrev til mig: ’Netop, fordi du hedder Kvium, burde du have startet i meget mindre og ydmyge lokaler’. Jeg kan godt se, hvad vedkommende mener, men jeg er da overhovedet ikke enig.

Folk har skrevet de sygeste ting, men det går mig ikke på mere. Jeg er også 35 år, så hvornår skal man holde op med at bekymre sig om, hvad folk synes?”

Hvad er dit første minde om kunst?

”’Ej, hvor er du klam, far’, tænkte jeg. Da jeg var ikke særlig gammel, lavede han en performance med sin ekskæreste. Hun gik rundt på en scene og lavede snotklatter på jorden, og så gik min far og en anden rundt på alle fire og sugede dem op. Det er hylende morsomt at tænke på, for nu er min far blevet en ældre herre.”

Hvordan var kunsten til stede i din barndom?

”Alle i vores opgang var kunstnere. Måske skulle man endda være kunstner for at bo der, ellers jokede vi bare med det. Mine forældres omgangskreds var skuespillere, musikere, kunstnere på alle mulige måder. Kunsten blev ikke valgt til, den var der bare. En livsstil. Andre blev taget med på arbejde, jeg blev taget med til ferniseringer og på museer.

At træde ind i et voksenliv, hvor kunsten var til stede på samme måde, gav et kæmpe tomrum. At blive gallerist har udfyldt det tomrum. Er man vokset op med musikerforældre, skal man nok også have musik spillende det meste af livet.”

Du havde en kort skuespilkarriere som barn, bl.a. som Hannibal i ’Hannibal og Jerry’. Hvorfor gik du ikke skuespillervejen?

”Jeg søgte skuespilskolen én gang, men konstaterede, at jeg ikke kunne huske en eneste tekst. Jeg kan kun huske billeder. Rappen i Gramsespektrums ’Kontrollørsang’ kan jeg, men ingen andre. Så jeg kapitulerede efter tre måneder, hvor jeg forsøgte at lære noget fra Hamlet.”

Hvordan får man et godt øje for kunst?

”Det er sindssygt svært. I sidste ende er kunst jo enormt subjektivt. Det vil ændre sig fra gallerist til gallerist, kunstner til kunstner og menneske til menneske.

For mig skal den tekniske kunnen, håndværket, være i orden på lige fod med det konceptuelle. Hos nogle kunstnere og gallerister fylder konceptet rigtig meget. Det gør det også hos mig. Jeg har brug for at forstå den dybere mening. Men det må ikke bare være et statement, hvor håndværket kommer i anden række.”

Du har udvidet dit galleri i Odense, og fornyelig åbnede du et i København. Hvordan lykkes man som gallerist?

”Gode gallerister er dem, der arbejder med kunsten fra hjertet. Det lyder kliché, men at formidle kunstneres værker skal være i fokus. Ikke selve forretningen eller det at tjene penge.

Grundlæggende er kunst ikke et produkt som et par sko, men noget mere. Det har jeg fået ind med modermælken. Kunst er en livsstil. Det er rendyrket passion for mig, og det er min opgave at formidle den passion.”

Hvad er den vigtigste egenskab at besidde som gallerist?

”Respekt. Jeg ved ikke, hvor mange kunstnere der oplever, at deres erhverv ikke bliver taget alvorligt. Jeg er vokset op med, at kunstner er et lige så normalt og seriøst job som at være sygeplejerske. Derfor har jeg en naturlig respekt for kunst, kunstneren og alle de instanser, der omgiver kunsten.”

Det kan være en fordom, at gallerister bare vil tjene penge på kunstnerne. Hvordan får man et godt forhold til sine kunstnere?

”Igen respekt. Da jeg startede som gallerist, ville jeg gøre op med nogle af de ting, jeg ikke kunne lide ved branchen. Jeg har hørt alle fortællinger og oplevet kunstbranchen på godt og ondt.

En større udenlandsk gallerist sagde på et tidspunkt til mig, at jeg skulle holde mine kunstnere i udstrakt arm, så de var lettere at kassere, når salget ikke var der mere. Fra starten har jeg villet det modsatte.

Mine kunstnere skal sgu have lyst til at besøge mig, hvis de kører over Fyn. I sidste ende, når jeg er 80 og kigger tilbage på mit liv, bliver det de relationer, jeg har haft, og oplevelser, jeg har delt, der betyder noget.”

Hvis du skal være helt ærlig, bliver du så irriteret, når der kommer osere ind, der bare går rundt og kigger uden at købe noget?

”Kun hvis de trykker på værkerne. Jeg kan rigtig godt lide, hvis folk kommer og kigger. Det er skideskægt, når der kommer 20 pensionister ind. De er altid vildt søde. Det er ikke dem, der sviner dig til. De synes jo bare alt er fantastisk.

De mest latterlige gallerier, er dem, hvor man ikke tør at gå ind, fordi der sidder en eller anden typecasted person, der ikke siger noget. Mange af dem, der kommer hos mig, får en kæmpe krammer, og deres børn får en slikkepind.

Du kan sagtens præsentere kunst på højt niveau i indbydende rammer. Gallerier afspejler nok galleristen, og jeg kan godt lide mennesker, og at alle føler sig velkomne hos mig. Det er kunsten, der skal være bærende.”