Da Bjørn mistede sin femårige søn, gik livet itu. Med sin restaurant i Rørvig forsøger han at finde mening igen

TANGEN KNASER UNDER Bjørn Jakobsens fødder. Det ligner indtørret tjære, havets galde, der er skyllet op over sandet. I horisonten bøjer Skansehage sig som en fiskekrog, og en båd ligger for svaj og skvulper i det blå hav.

Der er dage, hvor han ikke kan komme ud af sengen. Dage, hvor hans sorg bruser ind over ham og truer med at absorbere ham, som et sort hul. De dage kan han ikke overskue at svare sin telefon, snakke med sin kone, Sophie, eller smøre madpakker til deres børn. Så vil han helst trække dynen over hovedet og forsvinde. 

Alligevel tillader han sig aldrig at blive i sengen. Han tvinger sine ben ud over sengekanten, finder fodfæste og forsøger at fortsætte livet. 

Ofte går han fra hjemmet inde i Rørvig og de 10 minutter ud til kysten. Andre dage har han taget færgen over til Jylland og vandret i Mols Bjerge.