Når Tommy opererer, foregår det med en robot: ”Helt lavpraktisk sidder vi med to joysticks”
Med præcisionsarme og kameraer, der ser skarpere end det menneskelige øje, har robotteknologien revolutioneret især kræftkirurgien. Det er særligt godt nyt for de 4.500 danske mænd, der hvert år blive ramt af prostatakræft. Vi har talt med Tommy Kjærgaard Nielsen, der er overlæge og klinisk lektor på Aalborg Universitetshospital og specialiseret inden for robotassisteret kirurgi.
HVOR VILDT KUNNE det ikke være, hvis man igennem et lillebitte hul på bare 10 mm kunne føre nogle robotstyrede arme ind i en kræftramt persons krop, og at en kirurg så ved hjælp af to joysticks og 3D-billeder i en forbløffende kvalitet kunne fjernstyre disse robotarme, og ikke på sådan en stiv, lidt hakkende robotagtig måde, men på en fuldstændig elegant og naturlig måde, ja, som en ægte hånd, og at man derved – med de her helt sirlige, finmotoriske bevægelser – kunne skære den ondartede tumor væk med præcise snit, og patienten – fordi berøringen havde været så minimal – kunne gå hjem samme dag og få brændende kærlighed med konen til aftensmad?
Du har nok gættet det: Det kan man allerede.
Robotkirurgi er en ægte ting og bruges hver eneste dag på hospitaler landet over til især kræftoperationer, herunder også prostatakræft, der hvert år rammer ca. 4.500 danske mænd. Resultatet er skånsomme, meget præcise og mindre smertefulde indgreb.
Men hvordan tager det sig ud i praksis? Og hvor stammer teknologien fra? Og hvad kan det ikke blive til i fremtiden?