Bybillede af Istanbul
Udsigt over Istanbul med Galatatårnet i forgrunden

Skal du til Istanbul? Her får du de bedste måltider

Det gastronomiske kompas kan let blive slået ud af kurs i Istanbul. Det hele snurrer, syder og bobler i et inferno af sukker, fedt og lammekød. Med denne guide går du ikke forkert i den tyrkiske storbys klassiske køkkener.

Offentliggjort

ALI ANAYURT TÆNDER op under en lang, tynd cigaret. Det gør han næsten hver gang, vi står stille i mere end 30 sekunder. Som minimum når vi sætter os ned. Og da i hvert fald hver gang vi er færdige med et måltid. Og gerne mellem retter. Det bliver til mange smøger i løbet af en dag på en spisetur gennem Istanbul.

Ali Anayurt skal vise mig rundt i byens køkkener. Han er fra en lille by en times tid uden for Istanbul, men har boet i byen de seneste 20 år. 

Han er uddannet turguide med anmærkninger til op over ørerne, og han er totalt rutineret i at slæbe sådan nogle som mig rundt i byen.

Normalt er jeg ikke meget for at være spundet for en guide-vogn, men efter en kort gåtur alene gennem det område af byen, mit hotel ligger i, går det op for mig, at jeg ikke ville have den fjerneste idé om, hvad der er godt, middelmådigt eller fantastisk i denne kolossale metropol. God-restaurant-kompasset fungerer ikke ligesom derhjemme.