Én særlig træner gjorde en gigantisk forskel for Emil Nielsen, da han var ungdomsspiller: ”Han kørte mig tit hjem og sørgede for, at jeg fik en sandwich”

SOM BARN FLYTTEDE jeg meget rundt i omegnen af Aarhus, og jeg har set min del håndboldhaller. Jeg startede i Ulstrup, hvor jeg boede i en kort periode. En klassisk provinshal midt ude i ingenting. 

I cafeteriet kunne man få bland-selv-slik på den gammeldags måde, hvor ét stykke kostede én krone. Og så var der så også pomfritter, pølser og Cocio i lange baner. 

Jeg har været målmand lige siden min første træning. Da jeg startede, kendte jeg ingen, og fordi jeg var den nye dreng, blev jeg smidt ind i målet. Heldigvis syntes jeg, det var okay sjovt at få tyret bolde imod mig. Måske fordi jeg var skidegod til at tage dem.

Efterfølgende flyttede vi ind til midtbyen, og i langt størstedelen af min ungdom spillede jeg i Stadionhallen i Aarhus, som jeg tog 18’eren til nærmest hver dag efter skole. Man gik ind gennem den rigtige spillerindgang til Aarhus Stadion. Foyeren, som er fyldt med gamle statuer og byster, husker jeg som meget overvældende.