Mejlgades gale franskmand deler vandene: ”Man skal måske spise her et par gange, før man forstår mig”

JEG KOM TIL Danmark som 18-årig, fordi jeg havde mødt en dansk pige i Frankrig. Først flyttede jeg til Aarhus, hvor jeg boede, mens jeg gik på kokkeskolen i Silkeborg. Sidenhen arbejdede jeg nogle år på Bornholm på en dejlig restaurant, der hedder Le Port, inden jeg tog turen til Aarhus igen.

Latinerkvarteret var et forfærdeligt sted dengang. Der var masser af sexarbejdere, tyveknægte og narkomaner. Jeg arbejdede på den første ikke-danske restaurant, der fandtes i Aarhus. Her stod jeg i køkkenet med min frankofile kammerat fra Tunesien. Han har vist en lille restaurant på Østerbro i København nu.

Sammen byggede vi et gammelt værtshus om til restauranten Bagatelle. Det var meget småt, ti gange ti kvadratmeter. Det blev senere til Restaurant Dauphine, som stadig ligger oppe på Frederiksgade.

UNDERVEJS BLEV JEG gift med en tysk kvinde, og vi købte den gule bygning i Mejlgade, hvor vores restaurant Sct. Oluf i mange år lå, og vi drev også Olinico sammen. Men vi blev desværre skilt, og hun beholdt de to restauranter, mens jeg i stedet lavede Oli-Bistro lidt længere nede ad gaden. Så ja, jeg har faktisk været i Mejlgade i 25 år.

Nu driver jeg Oli Bistro med min kæreste Carolin. Vi bor oven over restauranten og bruger det meste af vores tid her. Vi kan godt lide at gøre det meste selv. Jeg gider ikke så meget bøvl med mennesker. Faktisk kan jeg heller ikke så godt lide journalister – jeg siger for det meste nej til dem, for jeg har haft mange dårlige oplevelser.

MIN RESTAURANTFILOSOFI stammer fra restaurant Munkestuen, hvor jeg var i praktik under min kokkeuddannelse hos den legendariske Lise Poulsen. Man kan kalde det et husmorsted. Måden, man gjorde tingene dér, ændrede mit syn på, hvad der er vigtigt, når man går ud og spiser.

En restaurants vigtigste opgave er at føre mennesker sammen – ikke at lave alle mulige smarte ting på tallerkenen. I gamle dage havde vi ingen menukort, for der var folk mere tolerante; de tog, hvad de fik. Men i dag bliver man nødt til at have et menukort, ellers kan folk slet ikke forstå noget.

DE FØRSTE PAR ÅR, hvor jeg drev restaurant, blev jeg meget ked af det, hvis jeg fik en dårlig anmeldelse. Der var engang på Sct. Oluf, hvor Jyllands-Posten var hårde ved os – det husker jeg tydeligt. Det var noget med, at det var for kaotisk. Anmelderen var med et selskab, og de ville alle sammen betale hver for sig. Så jeg blev lidt irriteret.

Jeg gider simpelthen ikke have en hjemmeside. Hos os ringer man. Jeg har en bog, jeg skriver i, når folk ringer og bestiller bord. Og på et år laver jeg nok én enkelt fejl. Det har aldrig været et problem. Og hvis det sker, giver jeg et gavekort eller en flaske vin på huset.

Det fungerer, så jeg forstår ikke, hvorfor andre restauranter gider betale så mange penge for smarte bookingsystemer og hjemmesider. Det kan godt være lidt stressende, at man hele tiden skal tage telefonen, men jeg er jo vant til det.

DE MEST POPULÆRE borde er selvfølgelig dem ud til vinduet. Man kan ikke kræve at få et bestemt bord, når man ringer – det er mig, der bestemmer, hvor man sidder. Det er en glidebane, og alt andet er for besværligt.

Man skal heller ikke bede mig om at bestemme, hvad man skal spise her – man må selv tage stilling. Vi har ikke så stort et kort, så det burde være til at finde ud af.

SOM REGEL STÅR jeg op klokken seks om morgenen. Efter jeg er kommet lidt op i alderen, kan jeg ikke sove længere end det. Jeg begynder dagen med en gåtur – eller også svømmer jeg i svømmehallen Spanien. To dage om ugen går jeg også til gymnastik for at holde min krop ved lige.

Min arbejdsdag starter klokken 11, og så arbejder jeg i køkkenet hen over frokosten, hvorefter nogle flere medarbejdere møder ind. Jeg arbejder mest som tjener om aftenen, og jeg plejer at være færdig ved 22-tiden. Og så har jeg jo ikke så langt hjem.

JEG VED GODT, jeg har et rygte for at være lidt skrap. Men jeg vil bare gerne have, at folk forstår, at man ikke skal stille for mange krav hos os. Vi holder tingene simple, og hvis man forstår det, skal man nok blive glad og tilfreds.

De fleste skal måske spise her et par gange, før de helt forstår mig. Men jeg bliver selvfølgelig stadig glad, når der kommer nye gæster, som ikke har spist her før. Allermest glad er jeg, når restauranten føles som en lille familiesammenkomst, og alle gæsterne er glade. Sådan er det heldigvis tit.

OM DAGEN KOMMER der mange pensionister og spiser hos os. Der er også mange studerende, som kun kommer her, fordi det er billigt. Og så er der selvfølgelig en masse mennesker, som har besøgt mine restauranter i alle de år, jeg har været i gaden – som er ligeglade med, hvad tingene koster.

Vi skal også have mange mennesker igennem restauranten, når vores priser er så lave. Derfor har vi heller ikke tid til at tage folks jakker og hænge dem op – eller stå og hyggesnakke med gæsterne i 30 minutter.

HVIS JEG ER UENIG med folk, siger jeg bare til dem, at de kan gå et andet sted hen at spise. Nogle gange om sommeren rykker folk rundt på vores borde ude foran, og så kan jeg godt blive lidt irriteret.

Et bord med to stole er til to mennesker, og et bord med fire stole er til fire mennesker – det er ikke så svært. Og hvis det ikke passer, må man vente lidt og spørge pænt, om der er noget, vi kan gøre.

Pension er ikke i mine tanker endnu. 63 år er jeg efterhånden blevet, men jeg tror godt, jeg kan fortsætte ti år endnu. Så længe jeg er i stand til det, har jeg i hvert fald tænkt mig at blive ved.

Jeg ved ikke, om vi har succes, men der er mange mennesker, der sætter pris på det, vi laver. Og så er der selvfølgelig også nogle, der kommer her for at grine lidt af mig. Men det må de gerne. Bare de er glade for det, vi serverer.