Kevin driver michelinkokkenes kinesiske favoritrestaurant med sin far: ”De siger altid, vi bare skal bestemme, hvad der bliver serveret”

MINE BEDSTEFORÆLDRE VAR fra Kina, men havde bosat sig i Vietnam, hvor de var flyttet til på grund af hungersnøden, der hærgede under det kommunistiske styre. 

Da min far, Boo, var 11 år, kom de til Danmark – nærmere bestemt til Aarhus – som bådflygtninge. Han gik i dansk folkeskole og blev derefter elektriker, men begyndte i stedet at arbejde på forskellige kinesiske restauranter. Da han blev 20, flyttede han til København. Han ville gerne se noget mere af Danmark.

I 1999, DA jeg var fire år gammel, åbnede han Royal Garden. Jeg kan huske, at jeg løb rundt i restauranten og legede skjul. Dengang var der duge på bordene, og jeg gemte mig altid derunder for at drille mine forældre.

DET VAR IKKE så problematisk for min far at åbne en restaurant, for han kendte til alle processerne i forvejen. I de samme lokaler havde der ligget en anden kinesisk restaurant, men den kunne ejerne ikke få til at løbe rundt. Min far har aldrig taget en kokkeuddannelse, men han har arbejdet så meget i kinesiske køkkener, at han kan det hele på rygraden.

JEG BEGYNDTE AT arbejde i restauranten, da jeg var 13 år gammel. Jeg havde et job som avisomdeler med nogle venner, men min far lovede, at jeg kunne tjene lidt mere, hvis jeg kom og arbejdede i restauranten. I starten var jeg runner. Jeg ryddede bordene og serverede sodavand for gæsterne. 

Da jeg blev 16, fik jeg lov til at være rigtig tjener, og da jeg var ved at være færdig med gymnasiet, begyndte jeg at lægge vagtplaner, lave løn og tage mig af administrative opgaver. 

Vi lavede en form for generationsskifte, hvor mange af medarbejderne stoppede, fordi de skulle videre i livet, og derfor hyrede jeg en masse af mine venner til holdet sammen med mig.

VED SIDEN AF restauranten har jeg også et job som Google Ads-specialist for et mediebureau. Det har været meget naturligt for mig bare at blive ved med at arbejde i restauranten, for jeg har altid gjort det – også mens jeg studerede. Det er en blanding af arbejde og fritid for mig, og det er jo min fars restaurant, så jeg kan heller ikke bare lade være med at hjælpe til.

DER ER MANGE michelinkokke, der godt kan lide at besøge os, når de har fri. Jeg tror, det er, fordi man kan dele næsten al maden, og fordi der er en meget afslappet og familiær stemning hos os. De siger altid, at vi bare skal bestemme, hvad der bliver serveret, og så får de en masse forskellige retter på bordet, som de kan dele.

PRINS HENRIK VAR en af vores bedste stamgæster. Han kunne tale lidt vietnamesisk, så han syntes nok, det var hyggeligt, at han kunne få en snak med min far. Dronning Margrethe har også været her og spise med ham to gange. Gilli og Caroline Wozniacki har også været forbi.

VI ANBEFALER ALTID, at man starter med tre eller fire forskellige dim sum. Vi har rigtig mange forskellige, så det er bare om at kaste sig ud i det. Og så skal man prøve vores mest populære ret, som er ‘Crispy Duck’. Vi er de eneste i verden, der har den på menuen, for der er ingen andre, der kan finde ud af at lave den. 

Det er sprødstegt and, som vi piller fra hinanden ved bordet. Og så får man små pandekager, forårsløg, agurk og hjemmelavet hoisin-sauce til. En agurkesalat med koriander, chili og hvidløg er rigtig god som tilbehør, og mange bestiller også vores blandede grøntsager. Og så skal man drikke den kinesiske Tsingtao-øl.

HVIS MAN ER et selskab, der besøger os, skal man prøve nogle af vores runde borde. De kan drejes rundt, og det er perfekt, når man skal dele de forskellige retter. Men vi har også helt almindelige borde. Og så har vi et lille VIP-lokale, som man kan booke til mindre selskaber.

VI ER ET ret effektivt sted – vi står ikke og forklarer alt muligt ved bordene og kommer ikke først med forret og så hovedret, ligesom mange danske restauranter gør. Her serverer vi maden løbende, når den er klar, så den er helt frisk. 

I gamle dage kunne folk bedst lide at have deres egen tallerken mad, men nu er de bedre til at dele med hinanden. Og det er jo meget sjovere, fordi man har mulighed for at smage flere ting.

DER VAR ENGANG en dame, der blev rigtig sur. Det var en dag, hvor vi var lidt underbemandede, og hun havde ventet i over en time på en dessert. Så kom hun op, bankede næven i baren og bad om en regning. Det var frygtelig pinligt, men nu har vi haft åbent i 25 år, og det er ikke mange gange, den slags er sket.

MIN FAR ARBEJDER hver dag, undtagen mandag og tirsdag, hvor der er lukket. Vi har tidligere kun haft lukket om mandagen, men nu gør vi det sådan for at få en lidt mere normal hverdag. Han er efterhånden også blevet 57 år. 

Nogle dage køber han selv ind i Inco, og andre gange får vi leveret varer. Han møder som regel ind klokken 14, og så åbner restauranten klokken 17. Ved 23-tiden kører han hjem til Brøndby Strand, hvor jeg også er vokset op.

I NOGLE PERIODER har min far arbejdet meget hårdt – fx hvis vi har haft svært ved at finde nok ansatte. Men han siger, at det ikke er stressende for ham. Han elsker det, og han kender køkkenet som sin egen bukselomme. Jeg tror, grunden til, at det ikke er stressende for ham, er, at vi alle sammen godt kan lide at være her. 

Min far fortsætter nok med at arbejde her, indtil han skal på pension om cirka ti år. Vi har ikke rigtig talt om, hvad der så skal ske med restauranten – det finder vi ud af til den tid.

NOGLE GANGE KAN jeg have idéer, som min far ikke helt forstår. Før i tiden havde vi fx en virkelig stor menu. Den lignede en telefonbog, og det var sådan, han gerne ville have det, men vi blev nødt til at skære lidt ned. Jeg har forsøgt at få sat tingene i system og kørt data på vores råvarer. 

Jeg har også optimeret tingene rundt om, professionaliseret vores hjemmeside og vores sociale medier. Men selvfølgelig aldrig uden at spørge min far – vi skal være enige om tingene.

NOGET AF DET bedste ved restauranten er, at vi kan bevare en tæt relation til hinanden, selvom jeg er blevet voksen. Vi får ikke altid snakket så meget, når vi er på arbejde, men vi er stadig omkring hinanden, og det er jo bare ren kærlighed.

VORES SUCCES HÆNGER nok sammen med, at vi ikke går på kompromis med vores koncept. Restauranten har altid været den samme og vil på de fleste parametre blive ved med at være det. Og så laver vi bare helt vildt god mad. Vi springer aldrig over, hvor gærdet er lavest, og der er intet, der varmer mit hjerte mere, end når en gæst siger: ’Tak for mad’.