Frank Arnesen: ”Min kærlighed til at træne var min store styrke, men det var også min akilleshæl”

JEG HUSKER MIN sidste fodboldkamp, som var det i går. Det var i 1988, jeg spillede i PSV, og vi havde allerede vundet ligaen i Holland. Nu manglede vi bare den sidste, ligegyldige udebanekamp i turneringen, inden vi skulle spille pokalfinale og finalekampen i European Cup, det, der senere blev til Champions League.

I omklædningsrummet understregede jeg, at der var huller over det hele på banen, så vær opmærksom, og spar jer. Og hvad sker der så? Klodshans, Søren Lerby, sendte mig en dårlig aflevering, og i et splitsekund frøs jeg og overvejede, om jeg skulle smide bolden indover eller stoppe den. Jeg valgte at stoppe bolden. Min fod røg ned i et hul. Og mit eget ben ramte min ankel, så benet knækkede. Der lød et kæmpe knald.

Jeg vidste med det samme, at min karriere var forbi. Jeg lagde mig bag i en bil og blev kørt på hospitalet. På vej derover begyndte jeg at græde. ”Det er slut. Det er slut,” lå jeg og sagde til mig selv. Jeg var 31 år, og min karriere var færdig. Jeg var ked af det. Helt enormt ked af det.

MEN SAMTIDIG VAR det også en befrielse. Et par år forinden, da jeg spillede for Valencia, havde en knæskade truet med at afslutte min karriere. Efter flere operationer og genoptræningsforløb kom jeg heldigvis tilbage på banen, men jeg kom aldrig tilbage til det niveau, jeg håbede på.