Den store guide til Bangkok: Her er de bedste spiseoplevelser i forskellige prisklasser

Den store guide til Bangkok: Her er de bedste spiseoplevelser i forskellige prisklasser

Bangkok er hektisk, trafikeret, forurenet … og fantastisk. Den thailandske hovedstad rummer alt fra luksussuiter og gourmetrestauranter i flere hundrede meters højde såvel som de mest ydmyge og samtidig smagsintense gademadsserveringer til ganske få kroner. Her får du en bid af alt fra Bangkoks eneste trestjernede michelinrestaurant til sublim streetfood i en af verdens bedste madbyer.

Offentliggjort

KLOKKEN ER SYV om morgenen i Bangkoks internationale lufthavn Suvarnabhumi. Trafikken er allerede tæt pakket, og det tager i omegnen af halvanden time at køre de små 30 kilometer gennem myldretiden til hotellet. 

Sådan er Bangkok: travl, trafikeret og med et væld af lugte, man i første omgang ikke nødvendigvis associerer med velbehag. 

Mens bilerne holder i lange køer, snor scootertaxaer sig ud og ind mellem dem. Bagpå sidder unge passagerer uden hjelm og med blikket stift rettet mod deres telefon, der ikke ænser, hvor mange potentielt nærtstående trafikuheld, de konstant passerer gennem de smalle passager. 

Og nej, det er ikke, når man står langs en af de lange boulevarder med partikeltung trafik, at man ved første øjekast bliver forelsket i Thailands enorme hovedstad med mere end 11 millioner indbyggere. Man opdager dog hurtigt, at Bangkok er meget mere end det, og når man først får bevæget sig ned ad de mindre gader, fornemmer man hurtigt charmen.