Mina Lewis har skabt Nørrebros smarteste vandhuller: ”Det er mit eget stille oprør”

AT JEG ÅBNEDE Minas Kaffebar var et udtryk for en rebelskhed indeni mig – et modsvar på det polerede liv, man forventer, når man kommer fra, hvor jeg gør. Mit eget stille oprør. 

Jeg var nok ikke helt klar over det dengang, men jeg vidste det godt med den slags halve bevidsthed, man nu har i den alder. Sådan har jeg altid været: hvis nogen siger, jeg skal gå til højre, så går jeg til venstre. Det har helt sikkert også givet mig nogle stejle læringskurver.

MILJØET I NORDSJÆLLAND har jeg slået mig meget på tilbage i tiden. Jeg gik på Bernadotteskolen i Hellerup og havde på mange måder en god tid der, men med tiden fik jeg det sværere. Folk er privilegerede økonomisk, men de er skadede på så mange andre områder. Men det har også gjort mig til en social kamæleon – uden at det er, fordi jeg har skjult mig bag noget. Jeg hævede mig nok lidt over overfladen og påtog min en morrolle overfor mine jævnaldrende i de sene folkeskoleklasser og i gymnasiet.

JEG TROR HVERKEN, at jeg decideret omfavner eller distancerer mig fra mit ophav. Men noget af det, jeg synes er det allerbedste ved mit arbejde, er at skabe tryghed og fællesskaber. Specielt i miljøer, hvor det normalt ikke ville være sådan. Det er det, jeg forsøger nu, og det var også det, jeg forsøgte dengang.

DET VAR TILFÆLDIGT, at jeg væltede ind i den her verden. Det første job, jeg fik, var på Café Blå Time på Store Kongensgade. Mit andet job var på Baresso. Jeg var meget ung og egentlig bare opvasker, men pludselig stod jeg og kørte hele butikken.

I 2015 ÅBNEDE min daværende kæreste kaffebaren Zaggis på Frederiksborggade. Et koncept, hvor alt til at starte med kostede 12 kroner. Her oplevede jeg, hvordan der omkring et sted kunne skabes et community, og hvor fedt det var at være en del af det.

I Sydeuropa er der mange restauranter, som er familiedrevne. De lever hele deres liv på deres beværtninger: man ryger der, man drikker der, ens venner kommer der, man arbejder med sin familie og sine tætte venner. Det hele smelter sammen. Pludselig var det også sådan, jeg levede mit liv – og jeg kunne rigtig godt lide det.

VI GIK FRA hinanden, min kæreste og jeg, og jeg åbnede derfor et sted i mit eget navn. Jeg sad hos min albanske frisør i Frederiksborggade, som altid går i megastramme bukser, og mens jeg blev klippet, begyndte jeg bare at græde. Jeg var alene, jeg havde ikke noget sted at bo, jeg havde ikke noget arbejde, og jeg vidste, jeg ikke kunne finde ud af at gå på universitetet.

Mens han klippede mit pandehår, foreslog han, at jeg skulle lave en kaffebar. Han kendte en, der havde et lokale til salg på Nørrebrogade, hvor der lå en isbutik. Men det var vist ikke en rigtig isbutik, hvis du forstår. Pludselig ringede den her vildt fremmede mand til mig – og så kørte det derfra. Det blev starten på Minas Kaffebar, som vi så senere har rykket op ad gaden.

DET, SOM ER gennemgående i alle mine forretninger indtil nu, er, at stederne ikke skal definere, hvem gæsten er. Jeg ved det godt – det er fuldstændig udtømt at kalde ting for communities eller fællesskaber. Alting er et community i dag. Så det, vi prøver at skabe, er nærmest blevet antitesen: vi vil ikke være et community, som er for en særlig slags mennesker. Vi er bare et sted for alle, som ikke vil proppes ned i en kasse.

JEG HAR EN rimelig nyttig, eksistentiel funktion som restauratør, nemlig den, at jeg er vældig god til at lukke ned for mine tanker og så simpelthen bare fyre derudad. Lige nu arbejder jeg nok tæt på 100 timer om ugen, sover ikke rigtig og drikker sikkert også for mange øl. Og det er ikke meningen, at det skal være på den måde – men det er bare sådan, jeg er vant til at gøre det.

I vinters havde jeg for første gang noget tid, hvor jeg trak mig lidt tilbage og holdt en pause. Ikke noget med at rejse eller noget – jeg lå bare hjemme på min sofa. Jeg kunne simpelthen ikke arbejde mere. Det er en løbende proces, som jeg hele tiden bliver bedre til at kontrollere. Men jeg skal lære, hvordan jeg arbejder bedst – for jeg gør det jo også, fordi jeg elsker at være her.

JEG HAR HELT sikkert haft en tendens til at ansætte folk, som har været nøglepersoner i deres private miljøer. Det kan virke kalkuleret – det har det faktisk ikke været – men det har betydet, at de mennesker, der er hos os, selvfølgelig har tiltrukket mange mennesker fra deres omgangskreds. Vi har fx et stort queermiljø på vores steder, og det hænger sammen med, at der helt i starten arbejdede en del ballroom-dansere hos os. Ret hurtigt fik det miljø et naturligt hjemsted hos os.

Det er heller ikke nogen hemmelighed, at jeg ansætter folk på deres personlighed og ikke på evner. Alt det lavpraktiske kan man lære. Men når man arbejder her, skal man gerne give noget af sig selv. Ikke fordi det er et udtalt pres, men vi lader folk vokse sammen med vores steder – de bliver ikke puttet ind i en ramme, som de skal følge.

JEG HAR ENDNU ikke oplevet, at det har givet problemer at have mange ledertyper. Den måde, vi i vores samfund har lært at arbejde på, er jo patriarkalsk. Den er grundet i en konkurrencedrift: den stærkeste overlever, og for at nå toppen skal man have nogen på bunden. Sådan gør vi ikke hos os. Vi forsøger at skabe et miljø, hvor vi løfter hinandens kvaliteter og står sammen med det, vi nu hver især har, i stedet for at skulle overgå hinanden.

Hvordan man så implementerer det helt lavpraktisk, er et virkelig svært spørgsmål. Det kan lyde uprofessionelt, men jeg bilder mig jo ind, at det er en naturlig afspejling af min person.

Jeg har prøvet at formatere min ledelse, men jeg er stadig i gang med at udvikle et sprog for det. Jeg har endnu ikke ordene, men det skal jeg helt sikkert have på et tidspunkt. Det er ikke hverken politisk eller kønnet, selvom det kan lyde sådan – det bliver lidt det, man kalder det i mangel af bedre ord – men det handler jo om, hvilke værdier man tillægger betydning på sin arbejdsplads.

LIGESOM EN KUNSTNER har forskellige æraer, man kan se tilbage på, så har man det også som restauratør. Man vokser lidt fra sine steder. Jeg var 20 år, da vi startede Minas, og jeg tror ikke nødvendigvis længere, det er et sted, jeg selv ville bruge. Det lyder mere negativt, end det er, men det er måske bare efterhånden blevet til et lidt yngre publikum. Og nu passer Lille Musling bedre til, hvem jeg er.

Men jeg tror ikke på samme måde, at jeg kan vokse fra Lille Musling. Det er et meget tidløst sted. Her skal vi være en flydende organisme, som kan udvikle sig over tid uden et fuldstændig fasttømret koncept. Og rammerne er store, så der er mulighed for at gøre så mange forskellige ting. Vi definerer ikke Lille Musling som andet end et ”sted”, hvor man er.