Victors selskab er 15 milliarder kroner værd. Ja, du læste rigtigt: 15 milliarder kroner

Victors selskab er 15 milliarder kroner værd. Ja, du læste rigtigt: 15 milliarder kroner 

Ved årsskiftet blev Victor Riparbellis AI-selskab værdisat til 15 milliarder danske kroner, men penge siger ham meget lidt. Han vil hellere revolutionere menneskeheden.

Offentliggjort

TIDEN STOD STILLE i Gentofte. Det var ikke, fordi der skete noget spændende på den anden side af forældrenes køkkenvindue. Alligevel stod 20-årige Victor Riparbelli og stirrede dødt ud gennem ruden.

Efter at være blevet smidt ud af to gymnasier, knap at have klaret sig gennem det tredje og være droppet ud af universitetet efter blot seks måneder, var han begyndt at tvivle på, hvad han skulle gøre af sig selv.

Riparbelli var ikke dårlig bogligt; alt i ham strittede bare imod, når han stod over for en autoritet, som en klasselærer, og frem for at følge med i undervisningen endte han med at dagdrømme om at ride på kæmpemæssige sandorme over gyldne klitter og lede revolutioner som Paul Atreides i ’Dune’. (”Victor er dygtig og enormt fokuseret. Bare sjældent på det, vi andre laver,” sagde hans dansklærer i Gentofte Folkeskole).

Efter lidt tid trådte hans far ind i køkkenet og spurgte sin søn: ”Hvorfor laver du ikke noget med computere, det har du altid været god til?”