Hvad er det, en god biografi kan?

”Jeg tror egentligt, at det kan sammenfattes til det lidt klichéfyldte: Den lille historie og den store historie. Den lille historie er den personlige og intime oplevelse af at se livet med et andet menneskes øjne. Den store historie er den tid og det samfund, der omgav dem. I det her tilfælde giver Kim Larsen et unikt indblik i 1950’ernes og 1960’ernes København. Og så må en god biografi jo godt være underholdende, a good read.”

Har du fra begyndelsen en struktur og en fortælling, eller er det i højere grad portrætpersonen, der styrer det?

”Jeg har lært, at man sagtens kan have en forestilling om, hvordan man vil gribe det an, men hver gang tager stoffet sin egen drejning. Kim Larsen havde mere end lyst til at øse af sine fortællinger. Jeg havde regnet fuldstændigt forkert. Jeg havde en idé om, at vi skulle snakke en seks-syv gange af et par timers varighed. Da vi så havde talt sammen i mere end tyve timer, var vi kun nået til 1971. Men der var så mange tråde og lag i hans fortællinger, så meget humor og varme, at jeg hurtigt besluttede, at jeg ikke skulle sidde med den store regnemaskine og forsøge at holde ham nede eller fremskynde processen.”

Mange har jo gerne villet gøre det, men Kim Larsen har aldrig tidligere været med på den. Hvad, tror du, gjorde udslaget?

”Det er en lidt underbelyst side af Kim Larsen, men han var faktisk utroligt litterær. Han havde læst virkeligt mange store, klassiske romaner – og han havde læst dem på den der fede måde, hvor man tager dem ind. Han kunne citere og parafrasere fra Tom Kristensen, Thomas Mann, Dickens, Tolstoj, Pontoppidan ... Og fra mange film for den sags skyld. Jeg tror, jeg var heldig, at han også havde læst et par af mine bøger – om H.C. Andersen blandt andet. Vi havde en litterær forbindelse fra starten. Og han kunne se, at han kunne være med i et samarbejde, hvor han ville blive taget seriøst.”

Hvad var dit første indtryk af ham?

”Ligesom mange andre havde han jo på en måde været der hele mit liv. Min første plade var ’Gasolin’ 2’. Vores første møde var meget afslappet, men jeg kan huske, at jeg tænkte: Hold da kæft, en fortæller! Det vidste jeg jo godt fra sangkataloget med alle de her små historier i sangene, som alle sammen er anslag til en større fiktion, man selv kan fantasere videre om. Men det slog mig alligevel. Det var tydeligt, at han havde lyst til at fortælle sin historie. Han havde taget en beslutning.”

Hvordan påvirkede hans sygdom processen?

”Han virkede ikke syg. Han var jo ikke ung længere, men han var frisk og vital. Hans hukommelse var ung, så at sige. Om han selv havde en fornemmelse af, at det lakkede mod enden, ved jeg ikke. Vi snakkede ikke om det. Men det var tydeligt, at det her arbejde med at fortælle sin livshistorie med sin egen stemme var vigtigt for ham. I foråret gik cancerbehandlingen den rigtige vej. Men i efteråret vendte det, og vi nåede aldrig at tage tråden op igen.”