Den perfekte butterdej
Foto: Getty

Sådan laver du den perfekte butterdej

Her får du opskriften på den perfekte butterdej, som ikke er til at komme uden om, når du skal lave tærter i enhver afskygning. Lidt besværligt, men det hele værd!

printer Print

125 g mel
125 g koldt smør
½ tsk. citronsaft
Salt
½ dl koldt vand (evt. mere)

Sådan gør du


Kom mel ud på et bord, lav en fordybning i det, hvor lidt smørtern lægges ned sammen med citronsaft, salt og vand. Arbejd melet sammen omkring de øvrige ingredienser til dejen er ’grovkrummet’.

Tilsæt evt. mere vand, hvis dejen virker tør. Skær godt i dejen med fx en dejskraber, og saml den derpå med så lidt æltning som muligt til en kugle, der skal være let og luftig. Snit kuglen, kom film om den, og læg den på køl i 15 minutter.

Drys lidt mel på resten af smørret, gør det blødt (fx ved at banke på det med en kagerulle), og form det til et kvadrat.

Rul dejen ud til et dobbelt så stort kvadrat, der er tykkest i centrum.

Pak smørret ind i dejen, og bank pakken flad på et meldækket bord med samlestederne nedad.

Rul ud og fold sammen 2 gange (se nedenfor), kom film om, og læg på køl i 15 minutter. 

Gentag udrulning og foldning 2 gange mere.

Og så er dejen klar til at gemmes, til den skal formes og bages. Lige inden da rulles og foldes den 2 gange. Og kommer igen på køl i 15 minutter.

Rul og fold


Når man arbejder med butterdej er kulde et vigtigt element – ellers bliver smørret varmt, og de mange lag, en butterdej skal bestå af, klistrer sammen. Det er derfor, man efter 2 x udrulning og foldning, igen og igen lægger på køl i 15 minutter. Det er i øvrigt ideelt at arbejde med butterdej på kolde overflader som fx marmor- og granitbordplader.

1 omgang 2 x rulning og foldning ser således ud
– den omgang man gentager efter hver 15 minutters afkøling:

1. Arbejd i rektangelform, og sørg konstant for at holde hjørnerne vinkelrette.

2. Rul hurtigt og kun væk fra dig selv – bordet skal være meldrysset hele tiden, og dejen rykkes rundt, hvor melet er.

3. Fold dejen, som var det brevpapir, så holder kvadratet sin form.

4. Vend dejen 90 grader (så sammenføjningen befinder sig til venstre for dig) – og tryk sammenføjningerne forsigtigt sammen fx med en kagerulle.

5. Gentag 1-4, og kom film eller sølvfolie om dejen.

Bagning af butterdej


Giv dejen eller den indbagte ret en kort omgang ved høj varme – helst i en varmluftsovn, så dejen hæver. Når den er hævet sænkes temperaturen – generelt til ca. 190-220 grader afhængigt af størrelse og fyld – se den pågældende opskrift.

Dejen skal være ordentlig gennembagt uden at blive brændt, men samtidig brun og sprød. Pas på undersiden – den bliver hurtigt brændt ved den relativt høje varme, som butterdej bages ved.

Forbagning af butterdejsbunde, der skal fyldes, er det smarteste – så bliver de mere sprøde. Prik evt. bundene inden bagning for at undgå, at de svulmer op!



Se, hvad vi ellers skriver om: Opskrifter, Mad og Gastronomi