NAOMI OSAKA STOD klar til at serve ved deuce, 40-40,
i andet sæt i hendes kamp mod Anastasia Zakharova, da nogle mennesker på det
ikoniske Arthur Ashe Stadiums tilskuerrækker havde vigtigere ting at foretage
sig.
Oppe i en af arenaens hospitality-suiter var en
gruppe gæster i gang med at danse, posere, råbe ”wuuuh” – og filme det hele
imens. De var kommet til US Open, men deres opmærksomhed syntes i øjeblikket
rettet mod den anden begivenhed, der fandt sted på stadion: dem selv og deres
lille video. Til sidst stoppede dommer Kader Nouni kampen og bad dem sætte sig
ned.
Andre steder på Flushing Meadows dukkede de samme tegn på en
ny tennisvirkelighed op – telefoner, blitzlys og ring lights i fuldt
flor midt under duellerne – og udstillede sammenstødet mellem to regelsæt, visse
dele af tennisverdenen i disse år forsøger at få til at passe sammen.
Det ene tilhører tennissen selv og foreskriver, at man
sidder stille og holder mund, når bolden er i spil. Det andet tilhører en nyere
branche, hvor hele pointen med at være et sted er at sørge for, at så mange
mennesker som muligt opdager, at man er der.
DET ER IKKE helt tilfældigt, at det er dette års US Open,
der fungerer som fremkaldervæske for sammenstødet mellem de to verdener.
For
mens turneringen er blevet scene for diskussionen om, hvordan en ny type
publikum opfører sig omkring tennis, har den samtidig selv åbnet dørene på vid
gab. Omkring 100 influencers, eller content creators, har
i år fået officiel akkreditering, næsten dobbelt så mange som sidste år.
Tanken bag er simpel nok: Tennisverdenen, i hvert fald store
dele af den, vil gerne nå mennesker, der aldrig ville finde sporten gennem en
tv-transmission eller et David Foster Wallace-essay. Og influencere ved,
hvordan man når dem.
”The U.S.T.A. is always striving to grow tennis in this
country and bring new audiences to the sport,” som USA’s tennisforbund, der
står bag US Open, har forklaret.
Intentionen fejler ingenting, men vejen til helvede er som
bekendt brolagt med gode intentioner. For i år er nogle af dem, der skulle
skabe opmærksomhed omkring US Open, altså endt med selv at tage den.
OSAKA TALTE EFTER sin kamp, som hun vandt, om
tennisetikette. Jessica Pegula kaldte forstyrrelserne respektløse. På
storskærmene omkring anlægget begyndte US Open at minde publikum om reglerne.
Og mens arrangørerne i New York forsøgte at finde balancen mellem regler for
god opførsel og moderne markedsføring, sad man tilsyneladende 5.500 kilometer østpå,
i London, og fulgte med.
Men det tog tilsyneladende ikke mange akter af det
spektakel, der udspillede sig, før Wimbledon vidste, hvad de skulle gøre
fremadrettet.
Når portene ind til verdens ældste tennisturnering åbner
næste sommer, bliver det nemlig uden en særlig akkrediteringskategori for influencere
og content creators, mens ring lights og andet
udstyr, der kan forstyrre spillet, står til at blive konfiskeret ved indgangen.
AT WIMBLEDON TRÆFFER den afgørelse bør ikke overraske. I en
sportsverden, der bruger stadig mere energi på at følge med tiden, har den
engelske Grand Slam gjort det modsatte til en del af sin tiltrækningskraft.
Wimbledon er en anakronisme med vilje. En stor del af værdien ligger i
historien og i fornemmelsen af, at så lidt som muligt har ændret sig.
Den tradition har nu fået endnu en lille forsikring mod
samtiden.
Desuden: Influencere er fortsat velkomne. De kan købe en
billet og komme ind som alle andre.
Og så forventes det, i en for Wimbledon
ganske klassisk vending, at de opfører sig som alle andre: med respekt for
spillet og dets spillere.
