“Lidt mere Middelhav. Mere rå fisk. Grillede grøntsager, Mere skaldyr. Muslinger i escabeche. Stegt rødfisk. Crostini, kotelet stegt på ben. Spaghetti vongole. Men du må for guds skyld ikke skrive, at det er en italiensk restaurant.”

Anders og Anders med efternavnene Vendelbo og Strier er i gang med de afsluttende øvelser på deres nye sted. I juni 2021 åbner duoen bag Restaurant Polly på Gl. Kongevej og Restaurant Frank i Ny Adelgade i København nemlig endnu et nyt sted.

Navnet bliver Sol & Luna. Og placeringen bliver en, rigtig mange københavnere kender, men som få har gjort ophold på i længere tid: Pladsen ved Frederiksberg Metro, mellem Frederiksberg Centret, Falkoner Allé og Solbjerg Plads. Her husede den schweiziske restaurant Kanton 27 indtil for ganske nylig. Og da den måtte dreje nøglerne om på grund af corona, sprang Anders og Anders til.

“På papiret er det jo en fremragende beliggenhed. Fredet bygning, masser af mennesker. Men det er ikke et sted, vi har villet opholde sig i længere tid, fordi der simpelthen har manglet gode steder at slå sig ned. Man er altid på vej videre eller væk. Det er en skam, og det vil vi gerne ændre på,” forklarer Anders Strier. “Det er et knudepunkt for Frederiksberg-borgere, der bevæger sig rundt i bydelen. Og det er et sted, der inviterer os til at skabe en restaurant, man har lyst til at stoppe op ved,” forklarer han.

Udeserveringen er badet i sol stort set hele dagen, og det er da også meningen, at restauranten skal følge med. I starten åbner Sol & Luna for frokost og aften, mens morgenen formentlig følger med kort efter. Og alle ugens syv dage, forstås.

“Vi var lidt skeptiske overfor lokationen i starten, men når man så står der, går det op for en, hvor mange der egentlig passerer hele tiden. Rummet og lyset er helt specielt, og vi laver det, som vi vil have det. Stole af Bruno Rey i lyseblå og vinrød, sofaer betrukket i Kvadrat-tekstiler og borde i elmetræ, som vi selv har designet. Og så selvfølgelig keramik fra vores pottemager, som også har leveret tallerkener og skåle til de to øvrige restauranter,” fortæller Anders Vendelbo.

Maden er rustik med tydelige hilsner fra Middelhavet, men uden at låse sig fast på et land eller en region. Der kan både være grillet lam, ratatouille og og hvide asparges med parmesansauce på menuen.

“Vi laver en restaurant, der laver mad, som vi gerne ville lave til hinanden, hvis vi skulle på besøg hos hinanden og dele et par flasker vin. Det er det mest rustikke, vi hidtil har lavet, og vil nok bedst betegnes som en klassisk restaurant, der favner bredt,” afslutter Anders Vendelbo.

Sol & Luna åbner i juni 2021.