Hvad handler din nye bog om?

”Det er en samling af klummer, jeg har skrevet i Weekendavisen gennem de sidste seks år. Mange af dem handler om at få en datter i en relativt høj alder. Ava blev født i 2012, hvor jeg var 56 år gammel. Nu er hun lige fyldt syv år. Bogen beskriver de første seks år af hendes liv, men den handler også om meget andet. At rykke fra byen til provinsen, venner, der er døde, at passe sin hverdag og de helt store følelser. For 10 år siden skrev jeg en lignende bog, der hedder ’Dét, der bliver tilbage’. Den var månedens bog i Euroman.”

Hvordan var det at blive far igen?

”Det var tredje gang, jeg blev far, og derfor troede jeg, at det langt hen ad vejen ville være en gentagelse. Men det var det overhovedet ikke. Hvert barn er unikt som et snefnug, og desuden er man også selv blevet en anden siden sidst.”

Bekymrer alder dig?

”Da jeg mødte min kone, Frederikke Lett, var jeg 53, og hun var 34. Jeg havde slet ikke regnet med, at jeg skulle starte forfra, men der begyndte bogstaveligt talt et nyt liv. Det var en forelskelse, som var akut på alle måder, fysisk og psykisk. Alderen var noget, vi tænkte meget over i begyndelsen, men det glemmer man hurtigt. Jo, min krop er 63, men indvendig er jeg 19 for altid. ”

Hvad bestod jeres bekymringer i?

”Jeg var bange for, at vi ville kunne mærke aldersforskellen mere. Med hensyn til min datter var det ikke mindst bekymringen om, at jeg ville komme til at ligne en bedstefar. Jeg havde nogle overvejelser om, hvordan det ville blive – særligt hvis man kigger ud i fremtiden. Men jeg har besluttet at være her nu og tage hver dag som en oplevelse.”

Hvad har du lært af at starte forfra?

”Jeg har lært, at livet altid byder på mere, men omvendt er man her ikke ubegrænset. En dag er dit lager af tid opbrugt, så det gælder om at gøre det godt. Det gennemgående er nok, at jeg har lært at være til stede nu i stedet for at stile mod fjerne mål.”

Har du et råd til andre nye fædre?

”Lad være med at tænke på alderen, vær nærværende i stedet for. Hop på trampolin, følg med rundt på legepladsen, se ’Ramasjang’ og gå ind i børnekulturen. Meget hurtigt vokser dit barn og bliver et selvstændigt individ, som du elsker og skal lære at kende.”

Bo Green Jensen (Foto Ari Zelenko).jpg