'Verdens værste menneske' er filmen, vi ikke vidste, vi havde brug for

Særligt én sekvens i ’Verdens værste menneske’ er uforglemmelig. Her trykker Julie (Renate Reinsve) på en stikkontakt i sit køkken og stopper tiden. Både kaffe og kæreste (Anders Danielsen Lie) fryser. Det samme gør resten af verden.

Pludselig kan Julie bevæge sig frit. Hun løber ud ad døren, ud i det solbeskinnede Oslo. Hun jagter et eventyr, der ikke lugter af hverdag. På samme måde går tiden i stå, når man ser ’Verdens værste menneske’. Det er en nutidig fortælling uden for tid og sted. Gennemført og legesyg.

Den norske instruktør Joachim Trier bragede ind på filmlandkortet med ’Reprise’ (2006), der fortalte om to unge forfatterspirer. Et bevis på, at de bedste film kan formidle drømme og indre liv på en måde, der normalt kun er litteraturen forundt.

Hvor ’Reprise’ hovedsageligt var i dur med voice-over, samfundsrevsende kommentarer og højt tempo imellem alle følelserne, var ’Oslo, 31. august’ (2011) en filmperle i mol. I rolige kameraindstillinger fulgte vi her en dag i en selvmordstruet mands liv. Hver eneste scene sitrede om kap med hans bævende tilgang til tilværelsen.