Jeg bor i et område, hvor der tilfældigvis også bor mange fra min omgangskreds. I langt de fleste tilfælde er det en gave lige at kunne svinge forbi sine bedste venner i tide og utide eller at støde tilfældigt ind i dem på gaden. Men jeg render også ofte ind i folk, jeg kender, men ikke har behov for at tale med. Det er bare ikke altid fedt at blive fanget i en small talk om, hvad det nu lige er, man går og laver, når man egentlig bare gerne vil ned i sit lokale super­marked og hente en liter mælk klokken 10 minutter i lukketid.

Lad mig gøre det klart, at dette drejer sig om mennesker, som jeg ikke har en tæt relation til, men har mødt i gymnasiet for 10 år siden, på kollegiet eller i arbejdsøjemed. Bekendte, om man vil. Og her opstår dilemmaet: Skal man hilse og stoppe op og snakke? Eller skal man blot gå videre?