’Narcos’ har været en stor succes for Netflix. Så stor, at Pablo Escobars bror kræver en del af kagen.

I et interview med The Hollywood Reporter har den 71-årige Roberto De Jesus Escobar Gaviria, der var hovedrevisor og såkaldt lejemorder-ansvarlig for sin bror og har siddet fængslet i 10 år, truet med at lukke Netflix’ ”lille tv-serie” ned, hvis han og hans selskab Escobar Inc ikke modtager en milliard dollars, svarende til mere end seks milliarder kroner for brud på rettighederne til blandt andet Narcos-navnet.

Truslen kommer efter, at Netflix’ location manager Munoz Portal for to uger siden blev fundet dræbt i det nordlige Mexico, og den tidligere narkorevisor nævner i den sammenhæng, at Netflix vil gøre klogt i at hyre sikkerhedsfolk i form af lejemordere til at passe på deres ansatte.

”Jeg vil ikke have, at Netflix eller noget andet filmselskab optager nogen som helst film i Medellin eller Colombia, der har forbindelse til mig eller min bror Pablo, uden tilladelse fra Escobar Inc. Det er meget farligt. Særligt uden vores velsignelse. Det her er mit domæne,” siger Roberto De Jesus Escobar Gaviria.

Han og Escobar Inc sendte allerede deres milliardhøje erstatningskrav til Netflix sidste år, et krav, som Netflix denne sommer svarede på med et brev, som The Hollywood Reporter har fået indsigt i.

I brevet truer Netflix omvendt med at sagsøge Escobar Inc. Netflix’ advokater beskylder firmaet for bag Netflix ryg at have sendt ansøgninger til det amerikanske patent- op varemærkekontor på varemærkerne Narcos og Cartel Wars.

Cartel Wars er navnet på et computerspil, der tager udgangspunkt i den succesfulde serie, og varemærkeansøgningen kræver rettigheder til blandt andet mobilringetoner, kasketter og køleskabsmagneter.

Netflix påstår, at Escobar Inc har fabrikeret ansøgningen ved at kopiere Netflix-materiale.

Ifølge Hollywood Reporter har Netflix’ advokater mødtes med repræsentanter for Escobar Inc, men det vides endnu ikke, hvad resultatet bliver.

Narcos er på spansk en generel betegnelse for en person, der arbejder i narkotikahandelen.

LÆS OGSÅ: Sopranos-skuespiller Frank Vincent er død

LÆS OGSÅ: Ny Peaky Blinder-sæson på vej: "Det er tilbage til gaden"

LÆS OGSÅ: 5 nye gode serier til efterårsregnen