“Engang var jeg typen, der troede, jeg havde patent på den gode smag. Og hvor var det dog trættende”

DET VAR OMKRING 2014, at jeg måtte overgive mig. 

Jeg var i slutningen af 20’erne, følte mig på forkant af København og foragtede alt, der lugtede bare en lille smule af populærkultur. Lørdagsunderholdning i tv og hitlistemusik var som en by i Rusland for mig. Jeg orienterede mig nysgerrigt og hjemmevant på musiksites som Pitchfork og Stereogum og satte en ære i at dyrke det, jeg selv og mine ligesindede betragtede som god smag. LCD Soundsystem, Nicolas Jaar og Beach House og sådan noget. Blev det for kendt og for populært, tændte jeg af på det. 

Derfor kunne en kunstner som Rasmus Seebach ikke ligge længere fra mit interessefelt. Han stod for mig som en popmusiker uden dybde; en flødefarvet hitmager for det brede, danske radiopublikum, der var totalt blottet for god smag og kritisk stillingtagen. Grøn Koncert, fællessang og Radio Soft. Nej tak. Det var slet ikke på min radar. 

Men ak, så mødte jeg min kommende hustru og hendes to børn. Og når vi kørte rundt i hendes VW Polo med indbygget cd-afspiller, var udvalget i handskerummet familievenlig syng-med-musik. Det var ligesom en del af pakken. Jeg kunne tage mit ’Dance Yrself Clean’-trip og pakke det stille og roligt væk.