Barbara (tv.): Skjorte fra ISAAC MIZRAHI. Bukser fra NIKE. Sko fra FABULICIOUS. Øreringe fra SOPHIE BILLE BRAHE. Cathrine: Top og bukser fra RALPH LAUREN hos Mytheresa.com Sko fra CHANEL

Danske Saks Potts lukkede på toppen. Men hvorfor egentlig? Det løfter stifterne nu sløret for

Cathrine Saks, 33, og Barbara Potts, 32, er kvinderne bag brandet Saks Potts, som med deres farverige pelse, rulamsjakker og prægede læderbukser var hele verdens københavnske drøm. Efter 10 år traf de to livsvidner og samarbejdspartnere deres livs sværeste beslutning; at lukke midt i deres største succes, også økonomisk, og for første gang fortæller de nu, hvorfor i alverden de stoppede på toppen.

Offentliggjort

SAKS POTTS VAR stort. Var, ja. For i november 2024 meddelte de deres 227.000 følgere på Instagram, og resten af verden, at de, 10 år efter deres grundlæggelse, ville lukke. What?! 

Saks Potts var et af de få danske brands i international liga. Hailey Bieber, Beyoncé, Bella Hadid og Helle Thorning-Schmidt gik i tøjet, de holdt show på Kongens Nytorv, i Operaen og på Strandvejen, og de blev solgt hos Net-a-porter, Matches Fashion og Bergdorf Goodman, for blot at nævne et par af de storstilede butikker, online såvel som fysiske. Og det kunne blive endnu større. 

Men. For at være blandt toppen af brands skal man underlægge sig et nådesløst cyklisk system: fire årlige kollektioner, der hver især kræver sit eget setup med showroom i Paris. 

Det betød lastbiler fyldt med interiør og møbler, der skulle fragtes gennem Europa, og den ene kollektion, som bed den næste i halen. Vi taler store pengesummer ude og et kæmpepres for at få hevet pengene hjem igen.