Kendrick Lamar, Haim, The Roots og Malk De Koijn. Det er nogle af de største navne netop offentliggjort på årets Roskilde Festival.

80 navne er blevet føjet til plakaten efter en uge, hvor det også er kommet frem, at The Strokes gæster festivalen, og at Jada skal åbne Orange Scene. Roskilde-programmet er præget af mange unge navne, og blandt andet har årets hovednavne det laveste aldersgennemsnit på festivalen nogensinde:

"Med årets musikprogram gør vi det, vi altid har gjort: ser fremad. Det har været vigtigt for os, at festival nummer 50 har kurs mod fremtiden, og derfor bliver 2020 året med det laveste aldersgennemsnit nogensinde blandt hovednavnene. Man behøver ikke at have 20 års erfaring for at fylde Orange Scene. Den æra er forbi,” siger Roskildes musikchef Anders Wahrén i en pressemeddelelse.

Sammen med de 80 nye navne har festivalen desuden offentliggjort en dagsplan, hvor det kunne se ud, som om det bliver Thomas Helmig, der skal lukke Orange Scene. Se det fulde program her.