For en forfatter er det en kraftanstrengelse at skrive en bog. Mange forfattere lider alverdens ensomme kvaler i processen og gør derfor brug af deres redaktør, som måske i virkeligheden er den eneste, der virkelig forstår, hvad forfatteren går igennem. Forfattere er forskellige, men mange har brug for en samtale i ny og næ i processen: En opmuntrende bemærkning, en bekræftelse af, at det ikke kun er forfatteren selv, der tror på projektet. Her er det min fornemste opgave at bakke op, indgyde mod og tale mig ind i teksten sammen med forfatteren – og disse samtaler kræver tillid. Man kan sammenligne processen med en fødsel. Selvfølgelig kan man som kvinde føde sin baby selv, og dybest set er man jo alene i hele forløbet, men det hjælper gevaldigt på humøret at have en engageret jordemoder, som ved en del om fødsler, ved sin side, som kan heppe og fortælle en, at alt er normalt, og at det nok skal gå.
Jeg tror, at man som forfatter er nødt til at have et stort ego for at bevare troen på, at man har ret til at skabe noget, som ikke var i verden før. Der er noget storhedsvanvittigt i at beslutte sig for at ville skabe et kunstværk. Mit arbejde som redaktør er en balancegang mellem at massere et stort ego, så jeg bringer det allerbedste frem i forfatteren, samtidig med at jeg skal stå fast på begge mine ben og stole på det, jeg mener som læser. Også selvom det, jeg mener, indimellem kolliderer med det, forfatteren selv mener om sin tekst.
En forfatter viser altid noget af sig selv i sit manuskript. Bogen er et lille kig ind til forfatteren. Derfor kræver det, at der er tillid mellem redaktør og forfatter. Det nytter ikke noget, at jeg læser et manuskript og griner ad det eller kritiserer det sønder og sammen. En redaktør behandler sine forfattere ordentligt og har respekt for den skabende proces. Det gælder også de mennesker, som sender uopfordrede manuskripter ind, for de har afleveret noget af deres sjæl, selv om de måske ikke skriver godt.
En god redaktør er en person, som er dygtig til at sætte sig ind i og være med til at undersøge, hvad forfatterens projekt er. Jesper havde skrevet ’Kvinde set fra ryggen’ nærmest færdig, da jeg fik manuskriptet i hånden. Det er første gang, vi arbejder sammen, så det, vi allerførst skulle, var at etablere et tillidsforhold, så det var muligt for ham at sætte sig selv i den sårbare position, det er at aflevere sin færdige tekst til mig og modtage kritik. For mig er det også følsomt at skulle give feedback til et menneske, jeg ikke kender, og som har brugt flere år på at skrive det manus, jeg skal forholde mig til. Vi skulle på rekordtid lære hinanden at kende fagligt og fornemme hinandens grænser, så det var muligt for os at lave bogen færdig på bedste vis. Det har været et forbilledligt samarbejde.
Jeg har været oppe at diskutere med forfattere, hvor vi har været rygende uenige, og hvor de ikke har kunnet holde min respons ud. Men det er virkelig sjældent. At være redaktør er blandt andet en form for psykologisk arbejde, hvor jeg må forsøge at fornemme den person, jeg er sammen med. Og det gør man også i forhold til en konflikt. Hvis man har været i en højrøstet diskussion, så bliver jeg nødt til at være hende, der får gemytterne gelejdet videre i processen. Det er mit ansvar at få samarbejdet til at glide.
scroll-down
