Garderobesnak: “Jeg har altid været fascineret af den mere klassiske stil, hvorimod streetwear aldrig har sagt mig det store”

Garderobesnak: “Jeg har altid været fascineret af den mere klassiske stil, hvorimod streetwear aldrig har sagt mig det store”

28-årige Noél Manti har fået beklædningens kunst ind med modermælken, og så fornægter hans italienske ophav ikke stilen, der er præget af det store fokus på kvalitetsting.

Offentliggjort

"Begge mine forældre har altid gået pænt klædt, og de har påvirket mig ret meget underbevidst, er jeg sikker på. Jeg har altid været fascineret af den mere klassiske stil, hvorimod streetwear aldrig har sagt mig det store. Når det kommer til tøj, kan jeg godt lide at lave research. Hvis jeg ser en flot jakke i Arket, vil jeg hellere finde frem til, hvor den type jakke stammer fra, og hvor man kan finde en fed vintage-version af den. Man kan vel godt sige, at jeg ser på tøj som et stort arkiv, man kan søge rundt i."

Undertrøje

"Min farfar fortalte altid min far, at man skulle have en undertrøje på, og det samme gjorde min far til mig, så jeg har altid gået meget med undertrøje, men denne er helt klart den bedste, jeg har ejet. Den er købt hos Broadway & Sons, der normalt sælger vintage eller fra militære overskudslagre, men lige denne her er heldigvis ny. Den er i virkelig god kvalitet og kan vaskes helt op til 90 grader – det er der ikke meget bomuld, der kan i dag. Den sidder tight og lækkert, den harmonerer godt med kroppen, og den kan bæres i mange anledninger. Rip-vævningen er også en god detalje."

Sølvarmbånd

"Sølvarmbåndet er et arvestykke fra min mor, som hun købte på stranden i Sirolo i Italien, hvor jeg er fra. Hun købte dem af to strandsælgere, der stadigvæk render rundt nede på stranden og efterhånden har været der 30 år i streg. De genkender mig hvert år, når jeg ligger dernede, og jeg ender altid med at købe noget af dem. De har en god rød tråd i deres smykkeudvalg, og så har vi efterhånden en relation til hinanden."

Garderobesnak: “Jeg har altid været fascineret af den mere klassiske stil, hvorimod streetwear aldrig har sagt mig det store”

Skjorte

"Min ekssvigerfar, der er italiener ligesom jeg selv, havde et loftrum med en masse tøj, hvor jeg kunne tage alt det, jeg ville. Han kørte sådan en safari-stil, og han har været en inspirationskilde for mig. I brystlommen på skjorten ligger der en lille sten fra en oliven, som min lille-søster har givet mig. Jeg har aldrig været til store tags eller logoer, men når det er så underspillet, som det er her, hvor man faktisk nærmest ikke kan se det, så gør det ikke noget."

Bukser

"Det er et par gamle franske chinos med læg i fra 1960’erne, mener jeg. Silhuetten er inspireret af dengang, hvor Frankrig koloniserede de nordafrikanske lande, og khaki-farverne var dominerende. De er konstrueret i sildeben, som er en detalje, man først ser, når man kommer helt tæt på. Jeg er meget glad for bredden og den pressefold, som læggen laver."

Sko

"Kleman er et fransk brand, som laver nogle virkelig gode sko til helt fair priser. Det er sålen, der hiver den hjem for mig. Jeg var i New York for to år siden, hvor jeg vel gik 20.000 skridt hver dag i dem uden at få ondt i fødderne."