Slip-on sneakers til sommeren

Slip-on sneakers til sommeren

Sommerens store tendens: 12 sneakers uden snørebånd

Slip-ons er årets sommersko.

De er ikke blot lette at få på og behagelige at gå i. De er også blevet en favorit hos anerkendte brands som Acne Studios, Maison Magiela og A.P.C., der alle kastet sig over de snørebåndfrie slip-on sneakers, som klart er en af sommerens største tendenser.

I denne sæson handler moden meget om at gå ned i tempo, løsne op og slappe mere af. Det betyder, at vi så småt erstatter det sorte tætsiddende tøj, vi har gået med de sidste ti års tid, og i stedet hiver bredere bukser, løsere skjorter og flere farver ud af klædeskabet. Og så er der selvfølgelig også den store bunke sportstøj, som har infiltreret modescenen de seneste år.

Endnu et bevis på denne tendens er de såkaldte slip-on sneakers. De fleste af os forbinder dem med skaterskoen ’Slip-on Classic’, som Vans introducerede allerede i 1977, men nu har også de store modehuse og mere avantgarde-designere kastede sig over de snørebåndsfrie sneakers.

Hvilket er fuldforståeligt, når man tænker på skoenes sommerlige alsidighed. De er gode til shorts, opsmøgede chinos eller jeans og stumpede jakkesætsbukser.

Så smid sokkerne og hop i et af disse 12 gode bud på sommerens bedste allround-sneaker.

Common Projects Slip On Suede til ca. 2.420 kr.

Common Projects er kendt for at lave nogle af de mest elegante og kvalitetstunge sneakers på markedet. Og deres slip-ons i ruskind skuffer da heller ikke, og de vil uden tvivl hive det sommerlige tøj op på et mere velklædt niveau.  

Garment Projects Slip on sneaker til 1.000 kr.

Danske Garment Projects skinnende læder slip-ons tør lidt mere og er en god kandidat til sommerfesten, der kræver mere end blot short og T-shirt.

A.P.C. Ted Tennis til ca. 1.000 kr.

Helt enkle lærreds slip-ons fra franske A.P.C, der har givet lidt ekstra støtte i hælen, for at give bedre komfort til de bare fødder. Husk, at fødderne lugter markant mindre i lærredssko end i eksempelvis løbesko og sneakers i kunstlæder og primeknit.  

Converse Deck Star 70 til ca. 560 kr.

Disse slip-ons har ekstra støtte i hælen og er meget lette at få af og på. Fuldend det skateboard-inspirerede udtryk med et par rå jeans. Eller gå i modsatte grøft og kombinér med et par printede badebukser på stranddage.

The Last Conspiracy Flosi til ca. 1.480 kr.

Der bliver i den grad leget med Vans’ klassiske silhuet i denne sæson, hvor flere designere har kastet sig ud i tykkere såler og forskellige kreative måder at undgå snørebåndene på. The Last Conspiracys slip-ons er i lækker hestelæder med en elastisk lukkestrop, der er detaljen, som løfter skoen til et højt niveau.

Acne Studios Juan til ca. 2.220 kr.

Acne har valgt at kombinere slip-ons med espadrillos og skabt denne afslappede lærredssko. Ligesom de mere klassiske slip-ons er også espadrillos populære i år, hvilket lægger fint i tråd med denne afslappende tendens vi ser for tiden.

Vans OG Classic 50th Anniversary til 1.499 kr.

Vans fejrer i år sit 50 års jubilæum med en særlig kollektion, hvor flere af deres klassiske sneakers har fået en lille makeover. Her er ternene flettet i stedet for at være farvelagt sort og hvid, som den originale ternede slip-ons ellers er.

Carhartt Chicago til ca. 620 kr.

Carhartt har også kastet sig over slip-ons og har lavet en helt enkel udgave, som kommer i forskellige farver. Et par printede sneakers kan give lidt liv til et enkelt sæt tøj.

COS Wrap Over Leather Sneaker til 790 kr.

COS leverer ikke overraskende det mest minimalistiske bud på en slip-on med elastrik stroppelukning. Man skal bestemt ikke tage fejl af COS’ kvalitet, og disse sneakers er da også i 100 procent læder.

Filling Pieces Slip-on Sneakers til 1.375 kr.

Hollandske Filling Pieces har virkelig indtaget sneaker-markedet med storm det senest års tid. Og det har de gjort med håndsyede kvalitets-sneakers i friske farver. De er et godt bevis på, at det hele ikke behøver at være sort og hvidt.

Maison Margiela 22 Slip On Sneaker til ca. 3.090 kr.

Det her er kræs for modeinteresserede. Maison Margiela er enormt gode til at fortolke klassikere og give dem et løft og mere kant. Kombinationen mellem læder og ruskind fungerer rigtig godt, især fordi man har holdt det i samme farvetone. Det er et par slip-ons i den dyre ende, men til gengæld holder de i mange år.

Eytys Doja So til 743 kr.

Svenske Eytys har kigget på 80’erne og 90’erne og hentet de tykke såler tilbage og givet deres slip-ons et futuristisk udtryk med denne særlige lukning. Selvom den er hvid skal den nok skille sig ud i gadebilledet. 

LÆS OGSÅ: Den ultimative forårsguide: 76 jakker, skjorter og sneakers til den lette garderobe

LÆS OGSÅ: Frisk garderoben op: 13 køb til sommersæsonen til under 5.000 kroner

LÆS OGSÅ: Adidas solgte 400.000 par NMD-sneakers - på én dag

Se, hvad vi ellers skriver om: Sneakers, Sommer, Sommertøj og Guide