Tidstyper: 12 ure til under 10.000 kr.

Tidstyper: 12 ure til under 10.000 kr.

PLASTIC-TARZAN


På baren ’Bakken’ i Kødbyen på Vesterbro i København sidder tre gutter iført Nike Free løbesko, Norse Projects caps og smalle chinos. De taler om fixie cykler, om at ’lave damer’ og om den enes nye citrongule Swatch ur fra Wood Wood. De skiller sig ud, men ligner hinanden på en prik. Uret er der ikke noget galt med. Siden 1983 har schweiziske Swatch, hvis navn er en forkortet sammentrækning af ordene ’second watch’, sprøjtet deres økonomisk overkommelige plasticure ud i uendelig mange farver og mønstre verden over.

Oven på årtier med fokus på mekaniske urværker blev de billige og præcise batteridrevne ure taget imod med kyshånd, og Swatchs farvestrålende univers supplerede midt-80’ernes poppede mode til perfektion. Det klassiske flade plasticur har siden haft flere comebacks end Frank Sinatra, og nu gør de det igen med deres nye kollektion af Swatch Color Codes, der er at finde til 300 kr. i de mest tjekkede modebutikker verden over.


Nixon Time Teller til 699 kr. - Swatch til 300 kr. - Noon Copenhagen Pointer til 795 kr.

Serien fortsætter på de følgende sider...

MÆND AF STÅL


I 1962 kom den første James Bond-film, ’Dr. No’. Sean Connery, der var den første (og rigtige) Bond, bar om sit håndled et Rolex Submariner – et ur, der var en opgradering af tidligere og mindre stålursmodeller som Explorer og Turn-O-Graph. Personligt var Ian Fleming en stor fan af Rolex og bar selv Explorer-modellen til sin død.

Ægteskabet mellem Rolex og James Bond stod på i ni film, og det maskuline stålur med lænke blev herefter bredt associeret med en hybrid mellem det sporty og maskuline, der stadig var tilladelig til pænere brug. I dag ved vi, at ure, der skal fungere optimalt til sportslig brug, bør være lavet af lettere og gerne lidt blødere materialer end stål. Men tjekkede ser de ud, og stålure med lænke anses stadig for den mest maskuline urtype.


Thomas Sabo til 2.890 kr. - Tag Heuer Aquaracer til 8.800 kr. - Certina DS Action Diver til 5.250 kr.

LÆDERDRENGE


Ifølge kunstner og lokalt dansk stilikon Sergei Sviatchenko bør et armbåndsur være fladt og have læderrem. Hører du til den preppy eller mere konservative type, klæder det begge stilarter fint. Læderremmen understøtter det klassiske, formelle eller intellektuelle udtryk, hvor et ur med lænke eller gummirem er mere sporty.

Afhængigt af mærke, model og størrelse henvender det flade læderrems-ur sig til forskellige miljøer, der dog alle har en fælles forkærlighed for det subtile og klassiske.

Herhjemme har der i intellektuelle og kunstneriske miljøer de senere år været hang til arkitektklassikeren: Ole Mathiesen-uret. Det er fladt, simpelt og en dansk designklassiker.

I samme kategori, om end lidt mere henvendt til de modeinteresserede, er Georg Jensens Koppel-ur. Det har samme simple udtryk som Ole Mathiesens, men urkassen er både større og tykkere, hvilket giver det et mere nutidigt udseende. I den mere konservative lejr har schweiziske Patek Philippe bevaret armbåndsuret i sin mest klassiske form, mens Longines er et af kvalitetsurmærkerne i den mellemdyre klasse. Et ur, der henvender sig til den kvalitetsbevidste type, der sigter efter et langtidsholdbart produkt.


Georg Jensen Koppel 519 til 6.500 kr. - Ole Mathiesen til 7.885 kr. - Longines Conquest Heritage til 6.800 kr.

TIDSINDSTILLET BOMBE


I en klippehule i Afghanistan sidder tre terrorister og taler om flerkoneri, plastisk sprængstof og de mange facetter ved Casios ikoniske digitalur F-91W. Siden det blev lanceret for 20 år siden, har det været et af det japanske firmas bedst sælgende modeller, og med en pris på 248 kr. er det nemt at forstå hvorfor.

I april i år skrev den engelske avis The Guardian en artikel, der tog udgangspunkt i Guantánamo-fængslets dokumentation af den massive forekomst af arresterede formodede terrorister med Casios F-91W-model om håndleddet. Ifølge den tophemmelige rapport, som WikiLeaks havde offentliggjort, er det pålidelige og vandtætte digitalur bl.a. brugbart værktøj til fremstilling af tidsindstillede bomber.

F-91W-modellen er solgt i millioner af eksemplarer, og både Obama og Osama er blevet set med et. Casio selv ønsker ikke at kommentere på terroristers påståede relation til det sorte plasticur, der i kraft af sit retrolook også er svært populært blandt danske teenagere.
Timex 80 Classic til 375 kr. - Nixon RE Run til 999 kr. - Casio F-91W til 248 kr.

Se, hvad vi ellers skriver om: Ure og Stil