Åh, GT-biler. Gran Tourers, skabt til et bedre liv i en bedre verden. At køre fra Cap Ferrat til St. Moritz for at stå på ski med en smuk kvinde. At teste hele striben af Michelin-restauranter mellem Biarritz og San Sebastian uden skelen til brændstofforbrug, emissioner og spørgsmålet om, hvorvidt der er oksekød på menuen. Hvor blev det liv og de drømme af? Det leves nok derude et sted i ubekymret rigdom, mens vi andre cykler i slagregn hjem fra Netto med plantefars i de gule poser.

I hvert fald lanceres der heldigvis stadig GT-vogne i premiumklassen, hvor Bentley, Mercedes, Maserati og Rolls-Royce færdes hjemmevant, mens mærker som BMW og Audi stræber efter at være lidt med. Vi taler om smukke coupéer, der er magelige nok til at fungere efter en aldersbetinget hofteoperation og hurtige nok til at give samme gråsprængte segment en opfattelse af, at de ejer en kompromisløs sportsvogn. Sådan en bil er BMW’s nye 8-serie. Eller det er i hvert fald sådan, den gerne vil være.

Den er, som navnet antyder, hylden over den tidligere 6-serie og dermed på niveau med dens historiske forgænger, 90’ernes 8-serie med klaplygter og V12-motor.

Dermed vil den nørdede læser allerede vide, at den følger op på en bil, der aldrig rigtigt blev en succes. Men her 20 år efter at den gamle 8’er blev taget ud af produktion, er tyskerne klar igen. Endnu engang med et langstrakt layout, der har rigelige dimensioner til at udleve de ultimative coupédrømme. Det lykkes endda et godt stykke henad vejen fra den harmoniske front over den graciøse silhuet til den stramme hæk. Linjerne går op, og bilen stjæler din opmærksomhed, som den skal.

Alligevel er der noget uforløst over den. Som om det på en eller anden måde bare er et look eller en ny sporty smagsvariant. Tag fx gællerne eller udluftningen om man vil på skærmen bag forhjulene. Det signalerer sportsvogn, men kigger man nærmere er der noget plastikagtigt pynt over dem. Det er mere form end funktion, men omvendt har bilen også en arrogance og noget nærmest britisk i linjerne, som er snublende tæt på at gøre den rigtig vellykket. Den ligger og balancerer lige der på kanten, perfekt det ene øjeblik og lidt posh i det næste.

Indvendigt er der ingen diskussion. Vi taler klassisk, nutidig BMW med strittende lillefinger, fordi det hele føles lidt mere lækkert end normalt. Den er som en forstørret og groomet version af den nye 3-serie – lækker af en BMW at være, men stadig et niveau under fx Porsche. Fair nok, når man lige at tænke, før man kommer i tanke om, at 8-serien har en startpris lige under to millioner kroner, og at M850i-versionen runder 2,3 millioner, mens den faktiske testvogn er oppe over 2,5 million kroner. Så måtte den ret beset gerne være endnu mere lækker.

Hvordan kører den? Jo, som rejsevogn betragtet lever M850i i den grad op til den smukke Grand Tourer-tradition. Mageligheden er i særklæsse, både når det handler om siddekomforten i de gæstfrie lædersæder og selve kørekomforten, hvor især motorens suveræne overskud og civiliserede kultur løfter køreoplevelsen. Til den slags brug kunne en mindre motor sagtens fungere, og sågar diesel kunne være en mulighed, men jeg klager ikke. Omvendt følger der også nogle forventninger med, når der sidder et M på en BMW. Så er det i min optik ikke nok at levere komfort, så skal bilen også bide fra sig på en snoet vej, hvor balancen udfordres og vejgrebet står sin prøve. Med en accelerationstid fra 0-100 km/t på 3,7 sekunder er 8'eren præcis lige så hurtig som en Porsche 911 Carrera S, og det er mere end godkendt.

Et er dog selve kræfterne, noget helt andet er udfoldelsen af dem, og der skuffer M850i en smule. Styretøjet er ikke helt kvikt og præcist nok til at give den skarphed, man skal bruge i et hurtigt sving, og på samme måde slår akselafstanden og vægten på knap to tons også igennem. Understyringen lurer, og balancen er ikke helt i vater, når de mange kilo forskydes henover forhjulene. Til gengæld må man give bilen, at den i det mindste lyder som en sportsvogn i Sport-mode, men alt i alt føles den meget mere komplet i komfort-indstillingen.

Dermed bliver konklusionen et nøk mere lunken, end det hører sig til med sådan et prisskilt. Der er solide point, men ikke helt topkarakter til eksteriørdesign og kabine. Der er bingo på komforten, men kun en lille sidegevinst for køredynamikken. På den måde ender vi i midterfeltet med den sølle trøst, at hænderne i det mindste bliver på rattet, når man ikke har armene over hovedet.