Det lå ikke i kortene, at rævene fra Leicester med Claudio Ranieri i spidsen skulle løfte sejrstrofæet i deres blot anden sæson i Englands mest prestigefyldte fodboldliga, Premier League.

Alligevel blev miraklet en realitet, Leicester-fansene gik amok, og det samme gjorde de mange danskere, der med Schmeichels succes endelig fik lov til at læse om andet end missede slutrunder og diverse Bendtner-skandaler.

Men bag Leicester-kulisserne gemmer sig en mand, der om muligt jubler endnu mere. Vichai Srivaddhanaprabha, ejer af Leicester F.C. og klubbens hovedsponsor King Power, græder i disse dage glædestårer af guld.

Den 58-årige forretningsmand, der er Thailands fjerderigeste, sidder på en samlet formue, der ifølge Forbes løber op på et pænt stykke over 20 mia. danske kroner. Siden triumfen i mandags har Srivaddhanaprabha ikke lavet meget andet end at fejre titlen som ejer af Englands bedste fodboldmandskab. Blandt andet på et casino, hvor han efter sigende kunne hive 25 mio. kroner med sig hjem i gevinst.

Nu har Srivaddhanaprabha så besluttet at bruge nogle af sine mange penge på at belønne sine spillere. Foruden at sende dem til Las Vegas giver han hver spiller i den 30 mand store trup en bil. En Mercedes B-klasse Electric Drive.



Med knap 180 hestekræfter, acceleration som en Volkswagen Golf og et udseende som en rapkæftet Berlingo får det næppe Schmeichel og hans holdkammerater til at toppe listen over fodboldspillernes vildeste indkøb. 

LÆS OGSÅ: Her er fodboldspillernes vildeste bilindkøb

Ikke desto mindre er det en fornuftig og miljøvenlig elbil til mere end 300.000 kroner, så Srivaddhanaprabhas skal altså samlet lægge næsten 10 mio. kroner for at vise spillerne sin tilfredshed med deres indsats.

LÆS OGSÅ: Småbørnsfar og cyklist jagter smuk, gammel bil: "Jeg er bange for at blive kedelig"

LÆS OGSÅ: Carspotting i Florida: Dyre biler set fra en Mustang