NASA's sekshjulede mars-bil Opportunity, der landede på den røde planet i 2003 med sin søster Spirit, er død. Oprindeligt var Opportunity bygget med en holdbarhed på sølle tre måneder, hvor det var forventet, at den ville slukke grundet de hårde vejromstændigheder, Mars har. Men 15 år senere trillede Opportunity fortsat rundt og tog banebrydende farvefotografier af overfladen, med sin tophastighed på 160 meter i timen.

Flyvekontrollen, der er ansvarlig for Opportunity, mistede kontakten til den lille rumudforsker, der kun er lidt større end en Christianiacykel, for omkring otte måneder siden. Opportunity blev fanget midt i en voldsom sandstorm, der dækkede den til og blokerede for solcelleapparaterne, den har monteret på overfladen. Først havde de planlagt at forsøge at genkontakte Opportunity i én måned, men teknikerne og hele holde,t der er ansvarlige for Opportunity og Spirit, gav ikke op før otte måneder senere. 

I et sidste forsøg på at genoplive Opportunity spillede de tirsdag aften amerikansk tid Billie Holidays 'I'll Be Seeing You' for Mars-bilen, en kommando de brugte, når Opportunity skulle vågne op, men der var ingen reaktion. Det bragte flere personer til tåre, at Opportunity efter 15 år måtte blive erklæret død, fortalte NASA's leder af videnskabsmissioner, Thomas Zurbuchen.

"Jeg erklærer hermed Opportunitys mission fuldendt," sagde han på en pressekonference.

"Videnskab er et følsomt arbejde. Det er en holdsport." 

NASA er kendt for at opbygge specielle forhold til deres Mars-biler og rumsonder, ligesom de har oprettet Twitter og Instagram kontoer for de forskellige missioner, hvor de lader maskinerne tale om sig selv, som var de levende. Projektleder for Opportunity missionen, John Callas, gav tale for sine kolleger, hvor han sagde, at "det er en hård dag."

"Selvom det er en maskine, og vi siger farvel, er det stadig meget svært og meget spændende, men det var vi nødt til at gøre. Vi var nået til det punkt." 

blobid1.jpg
Opportunity før den blev sendt til Mars. Foto: Gettyimages

Søgen efter livstegn på Mars fortsætter

Når Opportunity erklæres død og begraves i rødt støv på Mars, er det ikke kun triste videnskabsmænd, der står tilbage. Opportunity og søsteren Spirit har nemlig fundet bevis på, at der engang har været vand på Mars, til stor begejstring for NASA. Og det tyder på, at vandet var så rent, at man kunne drikke det, og at mikrober kunne leve i det.

Men da Opportunity ikke havde noget udsty,r der kunne lede efter konkret bevis på liv, måtte man skønne, at der ikke har levet mikrober på Mars. En lang række vulkranudbrud på Mars gjorde det engang rene vand så fyldt med svovlsyre, at liv til sidst ikke ville trives i det. Planeten var stadig beboelig, men ikke optimal. Men de to Mars-biler viste, at der engang har været floder og hav på overfladen af Mars, ligesom der har været fugt i atmosfæren og vanddepoter under overfladen.

Næste skridt i NASA's søgen efter liv på den røde planet er allerede sat i gang. I august 2012 landede NASA's Mars Curiosity Mars-bil. Curiosity er på størrelse med en stationcar, og er dermed den største Mars-bil nogensinde. På grund af størrelsen er Curiosity også udstyret med hjul, der er en halv meter høje, og gør det muligt at køre over sværere terræn, end eksempelvis Opportunity og Spirit. Curiosity er udstyret til at kunne undersøge, om det engang har været muligt for levende organismer at bo på Mars.

Indtil videre har Opportunity, Spirit og Curiosity missionerne tilsammen opdaget, at de kemiske byggeblokke, der kan skabe liv, har været til stede på Mars. Det har været en kæmpe holdindsats. Og da det kom frem onsdag, at Opportunity var død, delte Curiosity et digt på twitter til ære for sin søster. 

 

Curiosity knokler stadig løs. For 14 dage siden begyndte den at bestige Mount Sharp på Mars' overflade. Videnskabsholdet bag Curiosity fandt ud af, at hvis de kombinerede forskellige dele af det navigationsudstyr, de bruger til at styre Mars-bilen, kunne de måle, hvor stærk tyngdekraften er ved bjerget. Og selvom Curiosity i skrivende stund er mutters alene på den røde planet, får den snart selskab.

Næste år lander nemlig endnu et medlem af familien. Mars-bilen med navnet Mars 2020 har to primære opgaver: Find helt konkret bevis på, at der engang har været liv på Mars. Dernæst skal Mars 2020 undersøge, om man kan skabe ilt i Mars' atmosfære og gøre det muligt for mennesker at bo der.

Og så har den evigt forsideskabende milliardær og entreprenør Elon Musk også planer om at besøge planeten. Hans rumfartsorganisation SpaceX vil allerede i 2022 lande et fragtskib på Mars, og så finde ud af, hvad det kræver at kunne bygge en bosættelse. I 2024 er det planen, at et hold mennesker skal lande på Mars og begynde at bygge menneskehedens første by i rummet.