Havnens Perle er lukningstruet: ”Jeg er i tvivl, om der er plads til mig, sådan som de bygger på Aarhus Havn lige nu”

TILBAGE UNDER KRIGEN fik min farfar, Ejner Lerdrup, mulighed for at sælge is og souvenirer på havnen i Aarhus. Han var en driftig mand og ejede både Hotel Himmelbjerget, nogle pølseboder i Aarhus Tivoli og varmestuen Mindet på havnen. Dengang var der meget skibstrafik, så der kom mange havnearbejdere forbi og spiste.

Havnens Perle startede i 1962 som iskiosk. På et tidspunkt fik de pølser, og så kørte min farfar rundt på havnen og solgte pølser til skibene. Han havde tre børn, og hvert barn fik en butik. Mine forældre overtog den her, som på det tidspunkt hed Lerdrup Snackbar. Min mor har stået og ekspederet, siden det startede, og kommer faktisk stadig hver fredag. Hun er 83 år og har dårlig hørelse, men hun elsker at være her.

I GAMLE DAGE var der ingen siddepladser og kun engangsbestik. Folk kom og spiste hurtigt – lidt ligesom sådan noget street food i dag. Da vi begyndte at sælge røde pølser, var der ikke ret mange andre, der gjorde det, og der var tit kø ud ad døren. Så når der var rigtig travlt, flød alt skraldet ud over skraldespandene, og bordene blev ikke tørret af, for det var der ikke tid til.

Derfor kunne der godt se lidt udbombet ud, så i folkemunde blev vi kaldt for ’Pearl Harbour’. I slutningen af 70’erne ændrede mine forældre så navnet til Havnens Perle, fordi de ikke ville genere de amerikanske krigsskibe, der lagde til dengang ved Pier 2.

JEG ER TREDJE generation i Havnens Perle. Det har altid ligget i kortene, at jeg skulle herhen til sidst. Jeg har arbejdet inden for cateringbranchen og forsøgte også at tage en uddannelse som civiløkonom, men den hoppede jeg fra. Jeg har også solgt forsikringer, været sælger og haft mit eget rengøringsfirma. Hvis du lægger det sammen, så har jeg en meget god baggrund for at styre sådan en pølsevogn.

Jeg har arbejdet her hele mit liv, også mens jeg læste, så jeg har aldrig været herfra i ret lang tid. Det var først, da jeg kom op i 20’erne, at jeg fik et andet arbejde. Jeg overtog i 2000, da jeg var 37 år, så jeg har 25-års jubilæum i år.

JEG SOLGTE FAKTISK Havnens Perle tilbage i 2009. Det var, et par år efter jeg havde udvidet og bygget den her butik. Indtil da havde Havnens Perle været en klassisk pølsevogn. Den har dog altid ligget på Nordhavnen. Butikken er bygget på stålrammer, fordi den skal være flytbar. Vi er blevet rykket rundt af kommunen og havnen fem gange. Der sker jo meget byudvikling i området.

Det var vokset mig lidt over hovedet i 2009, og da jeg pludselig fik et tilbud fra nogle, der gerne ville overtage butikken, slog jeg til. De kunne til gengæld ikke låne pengene på grund af finanskrisen, så vi endte med at lave en aftale, om at de skulle forpagte stedet.

I den periode flyttede jeg til England, hvor jeg var salgschef i et lønsystemsfirma. Efter et par år gik de konkurs med Havnens Perle, så jeg måtte tage tilbage og overtage driften igen.

BUTIKKEN VAR KØRT lidt i sænk, da jeg kom tilbage. Men i 2012 fik vi et boost, da vi blev kåret til Danmarks Bedste Bøfsandwich af De Brune Riddere. To af dem var stamgæster, og i dag er kåringen blevet en stor ting. Vi blev kåret igen i 2014, men nu er det for det meste restauranter med hvide duge, der vinder.

Vores bøfsandwich koster stadig 119 kroner, og deres koster som minimum 239 kroner. Så det er det, vi er oppe at konkurrere imod. Men vi bliver stadig nomineret i nogle kategorier. Siden da har vores mest solgte ret været bøfsandwichen. Vi sælger også meget biksemad, flæskestegssandwich og i det hele taget traditionelt dansk hverdagsmad.

JEG FORSØGER AT lave alt så godt som muligt. Jeg gider sgu ikke selv spise noget, hvis det ikke smager godt. Jeg synes, vi laver en god mad til en rimelig pris. Vi laver traditionelt dansk grillmad, og det er også ved at sparke os bagi nu. De unge mennesker gider fx ikke rigtigt at spise pølser længere. Senest har jeg taget de røde pølser af kortet, for vi kun solgte en fem-seks stykker om dagen. Det kan ikke engang betale strømmen. I gamle dage solgte vi 30 kasser grillpølser om ugen, nu sælger vi fem-seks.

JEG ER HER klokken 7 hver morgen, bortset fra søndag. Jeg sidder ude på kontoret og laver administrativt arbejde fra klokken 11.00. Så går jeg ud og hjælper til efter behov. Morgenmaden sørger jeg for. Om morgenen er der flest stamgæster. Og ellers laver jeg forskellige praktiske gøremål. Jeg går hjem mellem 14.30 og 17. Men jeg er altid ved telefonen, og jeg sørger også for den daglige varebestilling om aftenen.

JEG HAR FIRE børn. De har alle sammen arbejdet hernede, og den yngste vil gerne overtage. Men han er ved at færdiggøre sin master på CBS, og jeg har sagt til ham, at han skal gå med den uddannelse i stedet for. Han vil gerne køre stedet ved siden af et andet job, men det kan ikke lade sig gøre, har jeg sagt. Det er et fuldtidsarbejde. Man skal have fingrene i sovsen, som man siger.

LÆS OGSÅ

gastro

I skyggen af nybyggede højhuse svirper en af Aarhus’ mest legendariske restauranter stadig med halen

I mere end 100 år har Restaurant Kohalen serveret jyske portioner på havnen i Aarhus. Som en branddør markerer restauranten skillelinjen mellem fortidens gedulgte arbejder-Aarhus og fremtidens glasfacader og stålkonstruktioner. De sidste 25 år har ægteparret Rita og Jes Lausten beskyttet portalen til en svunden tid.

DEN VÆRSTE DAG i Havnens Perles historie er for to eller tre år siden. Jeg skal kunne huske det, fordi min kone og jeg blev gift torsdagen forinden. Vi har kendt hinanden i 30 år, men planlagde så at blive gift på rådhuset. Vi tog til Kolding, hvor vi skulle bo på hotel i tre dage, men da vi ankom, havde vi fået corona, så vi tog hjem igen og lå syge hele weekenden. Mandag aften blev jeg ringet op af mit personale. Der var ild i køkkenet, og de kunne ikke slukke den.

Jeg var hernede tolv minutter efter, og der holdt allerede fem brandbiler. Der var heldigvis ingen, der kom til skade, og de fik slukket branden. Jeg tænkte først, at det ikke så slemt ud, så vi kunne sikkert åbne igen om 14 dage. Men brandvæsenet brugte højtryksspulere, og der var sod i alle revner og sprækker, så alt i køkkenet og på loftet var ødelagt. Det endte med at tage tre måneder, før vi kunne åbne igen.

DER HAR VÆRET mange kendte at spise her. Stig Tøfting kommer ofte. Vi har også været til en biografpremiere på ’Alle for en’, hvor vi solgte pølser. Rasmus Bjerg kom hen og sagde farvel og har også været her siden. Kurt Thorsen spiste her også meget engang. Flemming ’Bamse’ Jørgensen kom her også ofte med sine børn og skulle have is.

Vi har også haft mange Hells Angels hernede. Vi er nævnt i bogen ’Kronvidnet’, fordi de sad og snakkede om ting og sager hernede. Der har også været ham livstilseksperten fra jeres magasin, Christian Grau. Og ham den anden livstilsekspert, den skaldede, Flemming Møldrup.

VI ER LUKNINGSTRUET, fordi vi kun har en midlertidig lejekontrakt til udgangen af 2026. Både den tidligere og nuværende borgmester, Jacob Bundsgaard og Anders Winnerskjold, har været ude at love, at de vil redde os, men der er ikke sket en skid (Euroman har forelagt Peter Lerdrups kritik for Aarhus Kommunes nuværende borgmester, Anders Winnerskjold. Han svarer, at han ikke har givet den lovning, men at byrådet lige nu afventer en juridisk vurdering af, hvilke muligheder de har for at hjælpe).

Jeg er i tvivl, om der er plads til mig på den måde, de bygger på Aarhus Havn lige nu. De kigger kun på kvadratmeter, byggetætheden, og hvor mange lejligheder de kan opføre på lidt plads. Jeg håber bare, at vi får lov til at flytte vores bygning hen på en plads, der bliver stillet os til rådighed i det her område, hvor vi kommer fra. Så skal jeg nok betale husleje og ordne resten selv.

 Opdateret d. 18. juni kl. 15 med kommentar fra Aarhus' borgmester, Anders Winnerskjold.