Clubhouse er let at hade. Det kan virke komplet tåbeligt, at vi skal installere endnu et socialt medie til et stjæle vores tid, data og privatliv. Samtidig er Clubhouse indtil videre en elitær omgang, hvor man kun kan oprette en bruger med en privat invitation i hånden. Og så kan Clubhouse stort set ingenting.

Det sociale medies officielle claim to fame er, at det er: ”en ny type stemmebaseret socialt medie, hvor folk fra hele verden mødes for at snakke, lytte og lære fra hinanden i realtid”. Med andre ord: Ingen billeder, ingen videoer, ingen tekst. Bare snak, snak og atter snak i enten offentlige eller private rum, hvor man kan afholde talks om alt mellem himmel og jord og selv kan bestemme, hvem der får lov at komme til orde. Idéen er kort sagt, at man opretter offentlige eller private rum, som henholdsvis alle eller udvalgte Clubhouse-brugere kan hoppe ind og ud af forgodtbefindende. Er du solgt? Nej, det forstår jeg godt.