Hold fast: 5 serier der kun bliver bedre

Det er ikke for sjov, at tv-serier igen og igen bliver sammenlignet med vor tids roman. For ville du lægge en stor samfundsrevsende spradebasse af en murstensklassiker fra dig efter et enkelt kapitel? Næppe.

Faktisk er de fleste nok klar til at læse et pænt stykke ind i romaner, for at blive helt fanget, men derimod kaster man gerne en serie væk, hvis der ikke er blikfang og identifikation ret hurtigt. 

Men hold nu ordentlig fast (for fa’en!), for et stykke inde i disse fem serier er der er guldkorn, som du kan lappe i dig med rendyrket fryd.

Turn

Verdens første spionvirksomhed fandt sted under præsident George Washington i 1770’erne, og med formidable Jamie Bell i hovedrollen lyder det som en oplagt seriebasker. Men intrigerne sløver, og persongalleriet skal lige sætte sig, så derfor skal serien også have en pæn portion afsnit, før man er suget ind i universet. Men det er man så også i overordentlig grad herefter, og man sidder simpelthen i spænding og glæder sig til næste afsnit, så snart rulleteksterne kommer valsende over skærmen. Det er historieundervisning, drama og spænding kogt ned til én suveræn serie – når den altså lige er kommet i gang.

Kan streames på HBO Nordic

Luther

Man kan lige så godt forberede sig på, at Idris Elba ligger lunt i svinget til at skulle blive den næste Bond, og med ’Luther’ viser skuespilleren, at han kan jagte skurke som få andre. Samtidig er han en dybt plaget mand, som er vendt tilbage til jobbet efter en traumatiserende arrestation af en seriemorder. Fortællingen er altså kompleks som en stor roman, for hvordan gebærder en machomand sig i et miljø, han ellers har måttet forlade i en periode på grund af flænsede følelser? Det gør han først og fremmest med store humørsvingninger, der fører til ret risikabelt politiarbejde. Til en start er John Luther så brutal, at han er svær at komme ind på, men hæng i: Fortællingen om ham bliver mere og mere fascinerende.

Kan streames på Netflix og HBO Nordic

This Is England ’86

Når man har set det første af de fire afsnit, som tager over, hvor den fremragende film ’This Is England’ (2006) slap, vil man nok tænke, at det er bedre at gense filmen. Men nej, for kigger man bare lidt videre, åbner serien sig stille og roligt (og hårdtslående) op, og man sidder tilbage med et helt anderledes og interessant perspektiv på filmen om de utilpassede unge i firsernes arbejderklasse-England. For hvor går man hen, når man næsten er blevet voksen, men ikke helt har opdaget det endnu?

Kan streames på C More Play

The Knick

Det starter voldsomt med seriens første 20 minutter, men fiser så stille og roligt ud undervejs i første sæson af dette lægedrama fra starten af 1900-tallets New York. Clive Owen er velspillende som kirurgen, der sørger for, at der bliver hugget og hakket i hvert eneste syge legeme i byen, og overordnet set er alt i Steven Soderbergh-serien til diskussion. Alt er nemlig forskning i den menneskelige krop for åbent tæppe, men alligevel kommer vi aldrig rigtig tæt på. Til en start. For samfundet kryber stille og roligt ind på én i seriens første sæson og eksploderer indtil videre i den netop frigivne anden sæson. ’The Knick’ vil blive en serie, man taler om mange år frem.

Kan streames på HBO Nordic

Præsidentens mænd

Hvis man har gennemtrawlet ’House of Cards’, vil det uden tvivl kræve en rimelig tålmodighed at starte på de syv sæsoner af ’Præsidentens mænd’ – men det er tiden værd. For hvor ’House of Cards’ udstiller det magtliderlige, politiske spil, så går denne serie en helt anden vej. Det er politik for de idealistiske, der tror på, at verden kan ændres med de rette initiativer, og selvom man sidder og kigger efter intriger hele tiden, så holder serien snuden i streamingsporet og giver et bud på, hvordan politikere også kan være. Og så er dialogen simpelthen ualmindelig skarp. Længe leve repliksmeden Aron Sorkin!

Kan streames på Viaplay

LÆS OGSÅ: Netflixs første spillefilm: "Et ubegribeligt barskt drama, der virker så realistisk, at det er svært ikke at kigge væk"

LÆS OGSÅ: Få rørt lattermusklerne med disse serier

LÆS OGSÅ: Årets 12 bedste film (indtil videre)

Se, hvad vi ellers skriver om: Casper Hindse