Skriv dig op til Euroman Weekend her.

Berlingske har sendt et brev til Statens Serum Institut. Det forstår jeg godt. Mediernes redigeringsret er generelt under voldsomt pres fra en hær af spindoktorer, som forsøger at kontrollere det indhold, som kommer ud til læserne, og det gælder i øvrigt ikke kun for morgenaviser; også Euroman oplever nærmest hver måned at skulle debattere med agenter, der kræver indflydelse på indholdet på vegne af de virksomheder og personer, de repræsenterer.

Men her skal det handle om Berlingske. I brevet skriver chefredaktørerne Tom Jensen og Mette Østergaard, som har lagt brevet på Facebook, at avisen har haft mere end almindeligt svært ved at få instituttets svar på spørgsmål i løbet af coronakrisen. Instituttet har krævet ret til at afvise og ændre citater, formuleringer, overskrifter, fotos og billedtekster i forbindelse med artikler, hvor medarbejdere ved instituttet medvirker. Og i et helt grelt tilfælde er det lykkedes Statens Serum Institut at lægge et så hårdt pres på redaktionen, at den til sidst valgte helt at droppe publicering af ellers væsentlige artikler om håndteringen af coronakrisen.