Designer Thomas Lykke: "Et hjem er ikke et showroom" scroll-down

Designer Thomas Lykke: "Et hjem er ikke et showroom"

Designer og kreativ direktør Thomas Lykke har en forkærlighed for japanske håndværkstraditioner og danske designklassikere. Han bor med sin familie i en herskabslejlighed i København, som oprindelig tilhørte hans bedsteforældre. Her blander han ’det gode håndværk’ med gamle arvestykker og møbler, der emmer af sjæl.

Af Benjamin Dane
Foto: Mikkel Tjellesen
Design Euroman

THOMAS LYKKE ER LIGE kommet ud af et ’møde med Japan,’ siger han, da han åbner døren til sin lejlighed på fjerde sal mellem Classensgade og Rosenvængets Allé på Østerbro. Ikke hele landet forstås, men en kunde i Tokyo, hvor OEO Studio – designstudiet som Thomas Lykke ejer sammen med Anne-Marie Buemann – er i gang med at totalrenovere en luksuslejlighed i den velhavende bydel Minami-Azabu. Normalt ville Thomas Lykke selv være fløjet til den japanske hovedstad for at holde møder og følge OEO’s mange projekter i Japan, der blandt andet tæller produktdesign for en række virksomheder i landet og indretningen af Nomas søsterrestaurant Inua. Men nu tager han dem i stedet på Zoom, enten på sit kontor i Nordre Frihavn eller i hjemmet, mens hans datter på 17 har gymnasieundervisning bag en lukket dør i værelset ved siden af.

Thomas Lykke skænker kaffe og ingefær-shots i sit køkken, der skiller sig ud i den klassiske herskabslejlighed med sine rene, moderne linjer – og som nok er det rum, han er gladest for, hvis han skal vælge. Thomas Lykke har designet køkkenet, som er bygget af Garde Hvalsøe – hvor han ofte spiser morgenmad stående sammen med sin kone og datter – en åbning ind til stuen, bordplader i ’Pietra Grey’-marmor og moduler i olieret eg med detaljer i rustfrit stål.

”Man siger jo, at man aldrig skal tage hjem til designeren og arkitekten, for de bor ikke så flot som det, de laver. Det har de ikke tid til. Men lige præcis mit køkken er jeg enormt glad for, både fordi jeg synes, at det er virkelig flot og gennemført, men også fordi jeg elsker at lave mad, og fordi det er blevet et samlingspunkt i hjemmet,” siger han.

Se, hvad vi ellers skriver om: Design