Jakkens Hvile
Foto: Philip Ørneborg Styling: Agnes Buch. Billedbehandling: Klaus Rudbæk.

Hans J. Wegners 'Jakkens Hvile' var kongens foretrukne jakkesætsholder

Den ultimative jakkesætsholder blev konstrueret af Hans J. Wegner i 1950’erne. Jakkens Hvile er lige dele skulptur og praktisk møbel, der holder styr på dine fineste klæder.

Historien går, at Hans J. Wegner troppede op til Københavns Snedkerlaugs udstilling i 1953 med en speciel stol, han havde nørklet med i flere år. En trebenet stol med en glat og fin ryg, der mindede om en bøjle.

Kong Frederik IX var der også. Året før havde han set den dengang firbenede udgave, som han havde forelsket sig i, men ikke kunne erhverve sig, da den ifølge Wegner ikke var færdig.

”Wegner skulle selv være tilfreds med tingene, og Wegner var ikke sådan én, man sagde imod. Havde Wegner en mening om sine ting, så rettede man sig efter det. En stille mand af få ord, men han indgød så meget respekt, at man ikke kritiserede en Wegner uden videre. Han var uddannet møbelsnedker og kunne selv lave tingene, som han udviklede med snedkermestrene. Hvis nogen påstod, at noget ikke kunne lade sig gøre, kunne Wegner bevise, at det kunne laves sådan og sådan,” fortæller Peter Tholstup, Wegner-ekspert hos auktionshuset Bruun Rasmussen .

Job_1286.jpg

Kongen købte tre eksemplarer af den trebenede. Et til hver af de slotte, han benyttede sig mest af. Kort tid efter kom stolen i produktion, men det blev aldrig en masseproduceret sag som for eksempel Y-stolen. Efter rettighederne overgik til det familieejede PP Møbler i 1980’erne, blev stolen fortsat snedkermesterfremstillet. Originalen var i fyr og teak, som var billige materialevalg, fordi stolen i høj grad skulle anvendes som et praktisk møbel. PP Møbler relancerede den siden i ask og mahogni.

”Det er en skulptur og samtidig et praktisk møbel til herreværelset, hvor man hænger jakken over bøjlen, bukserne kan hænge over det opslåede sæde, mens livrem og pung kan ligge i rummet under. Det er det, den er lavet til. Man kan ikke sidde en aften og drikke et par flasker vin på sådan en stol. Man skal selvfølgelig op i en vis lønramme, før man tænker, at man vil have sådan én stående i soveværelset. Det er gaven til manden, der har alt,” siger Peter Tholstrup.

’Jakkens Hvile’ af Hans J. Wegner til 55.625 kr.
Forhandles bl.a. af Brdr. Sørensen Møbler i Aalborg.
Produceres af PP Møbler i Allerød.

Se, hvad vi ellers skriver om: Stole og Design