Hjemme hos Thor Grabow: "Jeg tror simpelthen ikke, det er sundt for os at bo i noget, der er så klinisk" scroll-down

Hjemme hos Thor Grabow: "Jeg tror simpelthen ikke, det er sundt for os at bo i noget, der er så klinisk"

Historie og tradition trumfer flygtige trends for Thor Grabow – både som indehaver af en linoliefabrik og i indretningen af hans eget hjem i den lille landsby Øsby. Kom med på besøg i en gammel mejeribestyrerbolig, hvor stærke farver, små anekdoter og gode, naturlige materialer er i højsædet.

Af Sofie Valentin
Foto: Tobias Nicolai
Design Euroman

THOR GRABOW sammenligner selv sit domicil med en gammel sportsvogn. Den er flot, når den suser ned ad gaden. Den har godt nok ikke fartpilot, og den har måske ikke engang sikkerhedsseler, og komforten er heller ikke helt i top – og så er den enormt dyr i reservedele – men det er en del af sjælen i bilen. Og det skal man forlige sige med. Thor Grabows metaforiske sportsvogn er underetagen i et stort, gammelt hus, der tidligere har tjent som bestyrerbolig i et andelsmejeri.

Man kan ikke undgå at blive imponeret, når man åbner den grønne hoveddør og ser entreens terrazzogulve og vægge malet i storladne farver. Den følelse fortsætter, når man bevæger sig rundt i lejligheden. Store, lyse rum. En væg i en kraftfuld blå nuance. En gul skydedør. Et helt soveværelse holdt i mintfarve med rustikke vinduer og udsigt til en stor have.

Men der er fodkoldt i Thor Grabows hjem. Og det trækker. På indersiden af vinduerne er der dug, og der er også et enkelt hul i loftet:

”Jeg synes, at rummet får dybde, når det står råt. Det er sådan, jeg føler mig allerbedst tilpas. Da jeg så bygningen her første gang, var alt fuldstændig råt, ligesom mit soveværelse ser ud i dag. Det forelskede jeg mig i, selvom det ikke altid er så fandens praktisk,” siger Thor Grabow og kalder samtidig soveværelset for sit yndlingsrum på grund af et fantastisk lysindfald.

Se, hvad vi ellers skriver om: Design, Bolig og Kunst