10-års-eftersyn af årgang 1999 Barolo

10-års-eftersyn af årgang 1999 Barolo

10-års-eftersyn af årgang 1999 Barolo

Årgangen har længe optrådt en smule hård med både tannin og syre. Flere producenter har sammenlignet den med 96, som en årgang med intense vine med masser af syre og enkelte som Clerico, endda sat den i par med 98, som lig 89 og 90. Baseret på denne gennemsmagning af 26 af de bedste, tyder alt på en årgang med: masser af syre, nogen hårdhed og generelt et savn af både 96 og 89ernes hedonistiske dybde og bredde. Årgangen HAR intensitet og mere fornuftig tannin end 96 – til gengæld er der også en del vine, som allerede overrasker ved både at være modne, og enkelte endda over the top.

Vinene blev serveret semi-blindt.



Barolo Gattera, Mauro Veglio
Komplet transparent, men brillant. Næsen er ”australsk” med likørtoner, brombær i rom og masser af røg – senere vokser lidt mineralitet frem. I smagen er den slank med god intensitet og rimelig polstring. 90 point

Barolo Bricco Rocca, Cascina Ballarin
Normalt en ”lille” spiller, men i topår som eksempelvis 96 har huset evner. Den her er komplet transparent og lys med syltet frugt, jordbær, ja grønne jordbær og viol i næsen. Den er saftig med udtalt tannin og ret høj syre og lille svesketone i eftersmagen.
88 point

Barolo Conca, Fratelli Revello
Umiddelbart overgjort og overekstraheret i næsen med mørk puddersukker og det vil jeg altså ikke have i min Barolo! Senere aftager det noget og kamfer bliver mere gennemtrængende. I smagen er den også en smule ekstraheret, men samler sig faktisk ganske godt med fin balance, doseret syre og tannin.
88 point



Barolo Capalot delle Brunate, Roberto Voerzio
Chokerende transparent af en Voerzio at være. Den er røget og pakket med trækul og gode skifertoner, men den slutter med udtalt svesketone og i smagen går det galt, for der har vi tannin, sveske og en meget grøn tone.
86 point

Barolo Cannubi, Damilano
En beskæmmende dårlig 99er. Fuld af svamp og støv, mens den i smagen virker tyndbenet og har pulveragtig opførsel på den forkerte måde – den er sur og har eftersmag af osteskorpe.
80 point

Barolo Rocche, Oberto
Øv for en skuffelse. Oberto har skinnet en del på det sidste, men hans 99 Rocche er lige nu en mystisk kombination af muskler og mørkhed samt lyse ”røde” umodne toner og kold overtrukket te. Måske en fejlflaske?
83 point

Barolo Ca’ Mia, Brovia
Den rene bourgogne i næsen med røde friske bær, champignon og grenadine. Egentlig ret overraskende da Brovias Ca Mia normalt er til den mørke side. Den har gærende græs, ensillage i næsen og er relativt let på intensitetsskalaen.
87 point



Barolo Le Coste, Giuseppe Rinaldi
Så sker der noget! Mørke modne bær og antydet sund likørtone, på den præcist modne made. Masser af sod, men også masser af nærmest sangiovesagtig kirsebær og ”blodig” intensitet. Den slank, klassisk og meget koncentreret.
94 point

Barolo Bricco delle Viole, Vajra
Komplet transparent med en smuk næse af mørke skiferplader, kirsebær og sågar thaibasilikum. Smagen har fin stramhed med iod og kamfer, lidt for raspende tannin og slutter med ”våd hund” – metallisk.
89 point

Barolo, Bartolo Mascarello
Transparent med spændende næse af spidskommen, kirsebær, jordbær og chokolade (mystisk i en Bartolo!). Den er saftig, letløbende, men pokkers intens, relativt lav tannin og forfriskende meget bæragtig eftersmag. Klart old school, men alligevel med lækre sødlige toner.
93 point

Barolo Monprivato, Giuseppe Mascarello
Den vin er ved at vinde mig totalt over på sin side. Tidligere har jeg ikke været til dens altid meget ”røde” stil, som jeg har fundet for letbenet, men i de store årgange, forstår jeg hypen. Det er bourgogne i barolo, ja her faktisk nærmest gammeldags grenache a la Bonneau eller Mont Olivet. Jordbær, frysetørret hindbær, blodappelsin, fugtig skovbund og masser af intensitet. Smagen er koncentreret, letløbende og forvirrende intens. Den er nærmest Armand Rousseau’sk.
95 point



Barolo Bussia, Prunotto
Klar men mørk, dyb og frisk på samme tid i næsen med roser, tjære og kirsebær – kan det blive mere klassisk. I smagen tilføres rosmarin og læder, den er præcis, balanceret, fokuseret og har doseret tannin.
94 point

Barolo Pajana, Domenico Clerico
Mørk og meget grumset. Coladuft, muligvis fra fadene, mørke kirsebær, tjære og brombær. Den er syrerig, stram og flot mineralsk og har lige vel meget ”kæp” i form af nellike og karamel.
91 point

Barolo Bric del Fiasc, Paolo Scavino
Nærmest mælkeagtig og blakket. Masser af vanilje og crème anglaise ovenpå kirsebær og krydderkage og “jul” – ret udfarende og intens. Fin balance, ganske slank, pæn intensitet og slutter en kende umodent.
90 point



Barolo Prapò, Germano Ettore
Noget af en overraskelse! Næsen er røget, har ldæer og kirsebær, skifer og lille sveske, endda anis og fennikel. Den er kompakt og moderne i smagen, men fadet er doseret fint, meget koncentreret og yderst intens lige nu.
95 point

Barolo Marenca, Luigi Pira
En sødmefuld sag med kirsebær i sukkerlage, tørrede tranebær og brunkage, ret intens og åben. Saftig i smagen med mørk dyster smag, hvor tannin dominerer, syren forfrisker og mineraliteten er udtalt i eftersmagen.
93 point

Barolo Cerretta, Germano Ettore
En bister sag med masser af italienske salumeria-noter som salsiccia, prosciutto og salami. Kirsebærrene er der selvfølgelig også. Den er sødmefuld og meget moden, yderst intens og slutter med tannisk svirp i eftersmagen på en god måde.
93 point



Barolo Ginestra Vigna Casa Mate, Elio Grasso
Kogt bærsaft som hjemme hos mormor, komplekse toner af sveske og blomme i Madeira. Ekspressiv, åben og intens. Ligeså i smagen, hvor der er fin balance, ret modne tanniner og let sødmefuld eftersmag – flot koncentration og intensitet.
93 point

Barolo Colonello, Aldo Conterno
Udtalt champignon i næsen og som sådan fuldt udviklet. Jordbær, roser og sure kirsebær fylder også i næsen, mens smagen er syrerig, men alligevel ret cremet og med meget moden tannin og fin vedvarende eftersmag.
93 point

Barolo Vigna Rionda, Oddero
Klart i den lyse afdeling, men tannin og syre trækker alligevel til klassisk Serralunga-dysterhed. Umiddelbart burgundisk næse med rosenpeber, hindbær og eau de vie de kirsch. I smagen kontrær, tannisk med masser af syre og fantastisk flot intensitet. Et mesterligt glas.
95 point

Barolo Cicala, Aldo Conterno
Cicala har altid en fantastisk aromatisk, nærmest parfumeret næse her med rosenolie, jordbærsaft, sød tobak og caprifolium. Den er mesterligt koncentreret uden at blive tung og har brændende intensitet. Vedvarende indtryk.
95 point



Barolo Riserva, Schiavenza
Nærmest moderne rhône-agtig næse med brombærlikør, vanilje og karamel – det er dog doseret rimeligt. Smagen er sødmefuld, letbenet, ja nærmest slank og slutter igen med lækker fadsødme.
92 point

Barolo Cascina Francia, Giacomo Conterno
En Vosne Romanée i Barolo… i hvert fald i næsen. Spidskommen, sure kirsebær, jord og træstub, klart ”rød” i smagen også, hvilket egentlig ikke ligner Cascina Francia. Den har heftig tannin, saftighed og hylende syre, men det hænger sammen på sublim vis. Den vil ikke sådan lige forlade munden – bliver hængende og slutter smukt med søde syltede tyttebær og koks.
96 point

Barolo Vigna Rionda, Massolino
En letbenet version af Rionda med grønne oliven og tomat, kirsebær og tjære, høj intensitet i næsen. Til gengæld denne lidt svagelige krop, lidt lave syre, men ganske tanniske smag – virker ikke helt ved sig selv.
92 point

Barolo Le Rocche, Bruno Giacosa
Bagt pastinak og selleri, kirsebær, spagnum, tjære, cohibacigar, roser og grenadine. Det hele skubbes op af glasset, yderst intens næse. Smagen har tydeligt greb, den er stærk, voldsom, tannisk og syrerig med super vægt på tungen. Klassisk og lige i skabet.
95 point

Se, hvad vi ellers skriver om: Gastronomi, Artikler og Mad