Propaganda_02.jpgPropaganda

Propaganda er lynhurtigt blevet en lille institution i indre København – kendt for Riccardo Marcons skarpt kuraterede udvalg af naturvine til byens bedste priser og for koreanske Youra Kims streetfood-inspirerede koreanske køkken, hvor klassikere som den klistrede, salte og søde korean fried chicken får følgeskab af grillet svinebryst og spicy suppe med kartoffeldumplings og fiskekager.

På Propaganda kan du få Yungunas makgeolli på glas og flaske.

propagandakitchen.dk

 

Juju_01.jpg

Restaurant Juju

Juju er Kristian Baumanns bud på en uformel koreansk bistro på Øster Farimagsgade.

Udover et særdeles rimeligt prissat vinkort med mange spændende flasker fra små producenter, er det også værd at bide mærke i retter som spicy mandoo (dumpling) fyldt med gris og varm chiliolie, de spicy dampede blåmuslinger eller det langtidsstegte, grillede svinebryst med kimchi.

jujucph.dk

 

Ssam_01.jpg

Ssam Korean Food Bar

Ssam åbnede i 2017 på Vesterbro, og siden har restauranten med danske og koreanske ejere knopskudt til en lille kæde af restauranter med koreansk comfortfood som korean fried chicken, bulgogi (skiver af kulgrillet oksekød marineret i soja, hvidløg og riseddike) og bibimbap (en bowl med ris, stegt kød, spejlæg og chilisaucen gochujang).

Skyl efter med et stort udvalg af cocktails baseret på soju, et glas afkølet makgeolli eller en ’soju-bomb’ med øl og soju. 

ssam.dk